324 F1NMAHKENs Am-. signelse ved brudevielser. Men i de afsidesliggende egne kunde heller ikke dette ske. Synderlig rart bevendt har det neppe været med finnernes kristendom ned til reformationen og senere. Erkebisp Erik IValkendorj“ skriver ca. 152O om finnerne: «Et land, som heder Trenes (Kolahalvøen), fuldt af tætte skoge, grændser i øst til Finmarken; det beboes af vilde men- nesker, som (i fornuftens brug) ikke skiller sig meget fra aber. De tilbeder guder og betaler skat til Norges konge, Sveriges konge og Ruslauds keiser. De kjender ikke faste huse, men bruger telte, saa snart som de skifter plads; derfor søger de altid nye sæder, efterhvert som der er mængde eller mangel af vilde dyr, af hvis raa kjed de lever. De klæder sig i skindet af de tagne dyr. I syd til Finmarken grændser Rusland, hvis indbyggere des- værre ofte har gjort store overfald paa de nærmest boende kristne. De flnner, som bor mellem Rusland og Finmarken, er nu kristne; mange af dem, som hidtil ofrede til dæmoner, har vi lært at dyrke den ene Gud, og de, som foragtede egteskabet, bar jeg viet og ladet vie ægteskabelig i kirkens aasyn, idet jeg viste dem, at det var forfængeligt og farligt for deres sjælefred at ofre til guderne, og tilfredsstillede efter min evne mit kirke- lige embede. Dernæst har de i livets ord og i oprigtig tro lovet, at de vil følge den af mig givne regel til at leve vel og lykke- lig, og at de vil overgive den til sine børn og efterkommere til evig tid, hvilket jeg beder, at den store og gode Gud vil be- kræfte.» Medens de østlige finner paa Ko1ahalvøen af erkebisp Erik Walkendorf ca. 152O betegnes som vi1de, regnede russerne ifølge Herberstein netop de vestlige finner vestenfor Tromsø for vilde finner. Claudius Clavu-S og hans aflæggere i 15de aarhundrede kjen- der modsætningen mellem findlappi (i Norge og Sverige, særlig i Sverige) og wildlappmanni (paa det nordøstligere fastland). Fra finnebyer paa Sø1–fjeldet: Arrisby (Utsjok), Eskelby (Teneby), lndejaur (Enare), Adever Avjuvarre) og Kodicken (Kou- tokeino) findes i norske skattemandtal fra slutten af 16de aar- hundrede norske døbenavne ved siden af finske, karelske og russiske, hvilket antyder en mission fra norsk Finmarken. Erke- biskopens missionsforsøg har vel imidlertid indskrænket sig til finner, som i sommertiden kom til Vardø eller Makur. I løbet af det 16de aarhundrede blev der bygget mange kirker i Finmarken. Efter reformationen var der følgende præste- geld i Finmarken: Loppen, Sørvær, Medfjord, Ingø, Hjelmsø, Tuenes, Kjelvik, Skjøtning“berg, Omgang, Makur, Vardø, og ad- skillige af disse præstegjeld havde annekskirker.
