32O FINMARKENS Au-r. stockflethske mission forefandt ialfald lige fra først af ikke et eneste individ med hedenske begreber blandt finnerne i Norge. Dette hindrer vel ikke, at der indtil midten af det 19de aar- hundrede kunde være en og anden fin, som besmu1–te en hellig- sten med tran, og runebommen er benyttet i Hatfjelddalen ial- fald til l86O. Efter sin bekjendelse er nu alle norske finner kristne. Erindringen om de gamle guddomme er tabt eller lever som rester af overtro; finnen ved ofte, hvor hans forfædre bragte sine ofre, og der staar den dag idag overtroisk respekt af de stene, som repræsenterede de gamle finske guder. Der er hos finnerne mere en medfødt ærbødighed og agtelse for Gud, en levning af den gamle overtroiske trællefrygt for al- magten, end nogen egentlig dyb religiøs trang og tilsvarende hjerteliv i Gud, skriver missionspræst Tandberg i l895, og det er meget muligt, at gamle Ole Ravna, grønlandsfareren, har ret i, hvad han engang bemærkede om hans udsendelse til fjeldfinnerne: «Jeg tror ikke, det hjælper meget at prædike for disse folk; de er ugudelige alle tilhobe.» I Maggaluft, i nærheden af Pollen, er der to gammer, hvor præsten Tandberg for nogle faa aar siden 1nodtoges med de ord: Dabe læ masa bakenvuoti“a.– Her er næsten hedenskab. Dette er naturligvis ikke at forstaa bogstaveligt. Paal Warnefre(l eller Paal Diaconus (ca. 730–800) siger, at en del af finnerne allerede paa hans tid var omvendt til kristen- dommen, men det kan aabenbart ikke have været tilfælde, be- mærker Fritzner; men det kan heller ikke være noget vidnesbyrd imod deres kristendom. at de paa Adam af Bremens tid var hengivne til trolddom. Thi saadant lader sig vel forene med et slags kristendom. I Historia Norvegiæ, som antages forfattet omkring l200, omtales det norske Finmarken som beboet af kristne, men de mod nord eller østenfor Norge boende kareler, kvæner, hornede ((–omufi) finner og bja1–mer omtales derimod som hedninger. Forfatteren omtaler vistnok finnernes vantro og trolddom og sætter de kristne i modsætning til finner. Men den nævnte van- tro kan netop have bestaaet deri, at de var hengivne til overt1–o og trolddom, saa at de kun var lidet kristelige, men dog ikke kunde kaldes ukristne. Fritzner mener at kunne godtgjøre, at Norges finner allerede før reformationens indførelse i landet var paavirket af kristen- dommen eller underkastet de til dens kultus hørende forskrifter. Han henviser til, at betjeningen med Herrens nadverd betegner vore finner med ordet diev)e(1“9. som er vort gamle sprogs þjönasta, der har samme betydning; men paa den tid, til hvilken man i
