278 FHsmAH1(ENs AMT. derne i Finmarken er meget bange for ham og ofrer til og dyr- ker samme stallo, forat han ikke skal blive for streng. Naar en stallo møder en noaide i fjeldet ved et fiskevand, hvor han mest har sit tilhold i et nærliggende fjeld, søger noai- den straks at undløbe, men stallo sætter haardt efter ham og indhenter ham. Han maa da berede sig til strid med stallo og søge at overvinde ham for at redde sit eget liv og tillige for at erhverve det sølv og den rigdom, som tilhører stallo; thi stallo har ikke alene et vakkert sølvbæ1te om livet, men er desuden ganske overhængt med mange glimrende sølvplader, specierigs- dalere og andet af værdi. Før kampen begynder, træffes en aftale mellem dem: hvis stal1o overvinder finnen eller noaiden, skal stallo ikke være forpligtet at begrave ham, men enten slænge hans døde legeme i vandet eller lade det ligge igjen paa kamp- pladsen for vilde dyr og fugle, men overvinder og dræber finnen stallo, da skal finnen jorde hans legeme, og derfor skal han have alt det sølv, stallo har havt paa sig, til belønning for sin seier og sin ædelmodjghed mod sin fiendes legeme. Det er troværdig berettet til magister Randulj; at der er de noaider, som er blevne meget rige ved at overvinde tre til fire stalloer, og ligesaa er mangfoldige noaider eller finske runemænd dræbte i fjeldene af stallo. Ingen har vidst, hvor de er blevne af, før man tilfældig har fundet deres døde legemer paa stedet, hvor kampen har staaet, og hvor jorden rundt om er optraadt og opsparket ved den heftige kamp. Det heder nu fra Porsanger, at stallo brydes aldrig med kvinder; men undertiden vil han bemægtige sig dem for at føre dem hjem til sig. Af og til kommer han, naar” mændene i huset er borte, for at føre en kvinde med sig, og da maa husets stærkeste mænd drage efter for at søge stallo. Kvinden, som stallo har bortført, gjør alle mulige kunster, angiver, at hun er svagelig, sulten, mat, søvnig, og forsinker saaledes reisen. Om natten forlanger hun et stort baal, forat det skal lyse langt, men under paaskud af, at hun fryser. Den forlibte stal1o maa føie sig efter alle de luner, kvinden i sin nød kan optænke. Samtlige stalloer er dumme og forstaar sig ikke paa kvindelist. Ved ilden om natten sover kvinden aldrig, i haab om, at de, som søger, skal ind- hente dem. Naar saa sker, og kvinden mærker det, gjælder det at faa stallo til at sovne; oftest sker det paa den maade, at kvinden foreslaar, at hun skal luske ham, hvortil han er villig og læg- ger sig ned med hovedet i kvindens fang. Her er, som det sees, træk fra norske eventyr om prinsessen, som lusker troldet. Imid- lertid lurer de, som kommer efter, sig til ilden for at faa en
