262 FINMARKENS AmT. have sine saivok, og desuden havde han til sin raadighed 3 slags saivodyr, flere eller færre af hvert slag, som altid kom til- stede, naar eieren juoigede efter dem. Det var saivo lodde (saivofuglen), saivo guolle (saivofisken) og saivo sarva (saivorenen). Alle disse dyr kaldtes med et almindeligt navn saivo vuoing eller vuoigr;a (saivo- eller hellig aand) eller saivo gage (saivo-følge). Jo flere saivok finnen eiede, desto større anseelse havde han. Derfor søgte hver fin at skaffe sig saa mange, han kunde, op til 10 a 12 og endnu flere. Saivok gik i arv og kjøbtes og solgtes. Forældre pleiede, me- dens de var i live, at skifte sine saivok mellem børnene; og den som fik mange saivok i medgift, ansaaes for at have gjort et godt parti. Var forældrene døde uden at have skiftet sine saivok, saa kunde børnene kun ved at frembære offer til disse saivok skaffe sig deres bistand og bevaagenhed. t Saivok tilbades, som berørt, i billeder, idoler. Hvor et saa- dant var stillet op, det kunde være ved et vand„ i en lund, paa et fjeld eller andetsteds, og der med offer var indviet til saivo, der levede saivo og virkede med guddommelig kraft i selve idolen. Saivobilleder og sieidder var saaledes i mange henseender lige. Begge fik offer, begge henvendte de sig til i enkelte anlig- gender, begge havde sine omraader, over hvilke de raadede, og begge hædredes de med gudenavnet ibmel eller jubmel. Saivo-ofre var i virkeligheden en dyrkelse af de døde; thi saivok svarer ikke til halddek, kvænernes «haltiat», som nogen paastaar, men til de afdøde mennesker, ytrer Fellman. Haldde, flertal “hald(lek er vætter eller skytsaander, paa det nærmeste svarende til kvænernes haltia. «Alt,» skriver Fellman, «havde sin egen haldde, hver lund, sjø, foss, skat, hus, fjeld, dyr, fiskene o. s. v. Man havde saaledes t.s:jatse (vand) haldde ædnam (jordens) haldde mætse (skogens) haldde m. fl. Haldde var en beskyttende aand. Saaledes drog f. eks. bjørnens haldde om- sorg for dennes vinterføde, som bestod af mjød og honning, hvoraf haldde tilberedte en drik, af hvilken bjørnen daglig fik en kop. Denne haldde beskyttede bjørnen, ligesom ulvens haldde ulven, ogsaa mod fiender og gav ham gode raad. Blandt de ofre, som 1innerne gravede ned i jorden, var ogsaa ofre til ædnam haldde, der raadede over jordens skatte, som over bjørn i hi, rævunger m. m. For hvad de havde faaet af vandets skatte, som fisk, bæver m. m., ofredes til 1.s:jatse haldde o. s. v Disse halddek viser tydelig nok, at flnnerne var fetischdyr- kere, der tilbad døde gjenstande, fordi de opfattede alt som be- sjælet i analogi med mennesket.
