NOAIDERNE OG RUNEBOMMEN. 243 idet ringen enten ikke vil flytte sig fra sit sted, eller og, naar den gaar, gaar for fort og ikke vil standse paa noget bestemt sted. Da er der intet andet raad end at ofre til runebommen selv et rensdyr eller andet kreatur, ligesom sagen, de vil spørge om, kan være af vigtighed til. Naar nogen vil gjøre sig en ny runebomme, da maa i det mindste 3 eller 4 noaider indbydes. Et rensdyr og en sturik ofres, og med deres blod bestænkes rune- bommen, som indvies med deres sædvanlige juoigen. Von Westen havde af omvendte noaider faaet over 1OO rune- bommer, af hvilke han førte en stor del med sig, da han var hos Randuff paa Nærøen; resten ventede han efter sig, da han ikke kunde føre med sig alle. De flinthaardeste finner havde dog endnu ikke villet levere fra sig sine djævelske instrumenter. Til runebommen hører den hammer, med hvilken de slaar paa runebommen, og som efter Nærø-manuskriptet skal betyde Tors hammer. Den her omtalte brug af runebommen som en spaatromme er vistnok nyere, idet bommen fra først af er brugt som tromme for at komme i stemning. Denne nyere anvendelse af runebommen blev almindelig blandt finnerne, uden dog at fortrænge den æ1dre. Runebommen brugtes endnu i begyndelsen af det 18de aarhundrede som en schamantromme. Korte notiser derom findes hos SCheffer, Hög- ström og G–. von D12bm. 0mstændeligere beskrives en saadan brug af runebommen hos finner af Jessen og af Sigu. Kildal, og hvad de fortæller derom, stemmer overens med Historia Norvegiæ. Hos Kildal heder det om noaiden, at han, naar han under sang slaar paa trommen og løber rundt som en afsindig, ogsaa tager gloende ild med haanden, skjærer sig med hvasse knive, som slet ikke skader han1, da han har gjort sig haard; noget, som paa det nøieste stemmer overens med, hvad Ca-sti-én fortæller om samojedernes tadiber. Dette er skildret udmærket allerede af Richard .]ohnson, som i 1556 besøgte samojederne ved Petschora. Noaidens ekstase, hvori han foretager reiser i aanden for at udforske eller udrette noget, eller hvori han faar,se, hvad der er skjult for andre, kan fremkaldes uden runebommen som middel. Runebommen er beskrevet i «Schefferi Lapponia» af Tornæus, videre i Sporrings «Relation angaaende Finmarken», i Sigvard Kil- (lals «Efterretning om Finners og Lappers hedenske Religion » i «Skan- dinaviske Litt.–Selskabs Skrifter», i Högs1röms «Beskr. öfver de til Sveriges Krona lydande Lappmarker», i Leems beskrivelse, i Jessens afhandling, i Friis’s «Lappisk Mythologi», i G. ren Diibens «Om Lappland och Lapparne». En mærkelig beskrivelse findes i det af (2vigstad udgivne Nærø-manuskript„ og det er tegningen fra denne, som her er gjengivet (pag. 244).
