234 FINMARKENS Au-r. Satan kan saa meget desto lettere faa finnerne overtalte, som han ikke præsenterer sig for dem i sin egen skikkelse eller navn, men under andre afguders skikkelse og navne, som er at se paa runebommens forskjellige figurer. Disse afguder eller guder, som de kalder dem, tilbeder de, baade dem, som er ret- færdige til at straffe det onde, og som er barmhjertige til at be- lønne det gode. Og efterdi det samme prædikes om den store Immel (him- melens Gud), holder de for, at det er ikke ondt eller syndigt at tjene baade den gud, som ræsten (præsten) prædiker for dem, saa og de guder, som deres noaider lærer dem at dyrke. Vel gjør de forskjel imellem sine store guder og sine smaa afguder og Mubenaimo (det er satan), hvilken de og kalder Muben-0lmai, Ingil, Pahan, Phudno; men de anser ham dog ikke paa den maade, han ansees efter Skriften af rette kristne, hvilket hans navns betydning giver tilkjende; thi Mnbenaimo betyder den anden majestæt, Muben 0lmai den anden mand, Ingil den mindre Immel eller den mindre himmelens aand eller gud, og Pahan saa- velsom navnet Phudno betyder hos dem en hevner eller straffer. Denne Mubenaimo eller satan, hvilken somme af dem forklarer at være den samme som Rutu, mener de kan hjælpe til, at de ikke skal dø for hastig, ligesaa at han kan tilføie dem meget ondt, naar de gjør ham imod. Ham spørger de gjerne tilraads i tvilsomme sager, dog ikke med runebommen, uden naar han er aftegnet paa samme, som dog ikke altid er tilfældet, men ved hjælp af en sten eller øks eller iet glas brændevin og ølskaal, da han efter foregaaende juoigen giver svar, hvad han vil, de skal gjøre. Djævelen, saaledes som han efter Raad-uljÎ9 mening ansaaes af rette kristne efter skriften, har finnerne saaledes ikke havt, ligesaalidt som noget oprindeligt helvede. Forskjellige forfattere fortæller om nogle smaadjævle, som er spiselige. («Der er saavel i Finmarken som i Nordland et slags smaa djævle, ikke mere end et kvarter eller V2 alen lange, bevæbnede med kaarder og spyd i forhold til deres størrelse, hvilke de kal- der noaide-gad-ser,» skriver Randulj. Disse viser sig i finneklæder og i stor mængde, nogle tusend, for noaiderne, enten naar de ved sin runing kalder paa dem Og vil sende dem ud for at skade andre, eller naar de er vrede paa noaiden selv. Da kommer de af sig selv for at dræbe ham, hvil- ket ogsaa hænder undertiden Men hvem skulde nu vel tro og tænke sig, at sat-an hos 1inner11e har vakt den unaturlige appetj1; til at æde disse smaa djævle? Intet er dog vissere, end at fi11– nerne ikke kjender nogen større (lelikate88e end den at stege og
