2 30 FINMARKENS AMT. eller fra nordmændene, er ombytningen af Onsdagen med lør- dagen (Moltke Moe). Paa russisk heder den hellige søndag Sta. Nedélya, den hel- lige Onsdag Sfa. Sereda. eller Sreda, den hellige fredag Sta. Pyat- nitsa. Det maa imidlertid bemærkes, at efter Friis blev disse hel- gener ikke dyrkede i det egentlige Finmarken, men det synes især at have været finnerne i Nordland, som boede katholicis- mens hovedsæde i Trondhjem nærmest, som har kjendt og dyr- ket disse aileker. I –S‘kankes manuskript kaldes de tre dage ailes- eller ailekes- olmai: 1) Buores (god) ailekes eller søndag, 2) Lava-ailekes, lør- dag, 3) Frid-ailekes, fredag. Fellman omtaler Ailekes olmak (ental olmai) og siger, at man skulde paa de tre dage, fredag, lørdag og søndag, ikke en- gang hugge ved for ikke at fornærme Ailekes olmak. Skede det alligevel, kom der ved første hug blod foran paa træ- stykket. Læstadiu-S ansaa dem for laante af katholske helgenbilleder. Læibolmai og Barbmo-akka var guder, som raadede for dy- rene. Læibbe betyder oretræ, og Læibolmai altsaa oreskog- manden. 0retræet synes af finnerne at have været betragtet som et helligt træ, og med barken malede de figurerne paa runebommen. Læibolmai havde raadighed over alle skogens vilde dyr. Barbmo-akka hed efter Th. v. Wesf(911 en gudinde, som en noaide havde aftegnet paa sin runebomme, og som raadede over alle trækfugle, ligesom Læibolmai raadede over alle andre dyr. Hos disse guddomme gjenfinder vi maaske de eventyrperso- ner, som er almindelige hos os, en raader over alle skogens dyr, en over alle fuglene og en over fiskene. Det samme berettes i russiske eVentyr, saa det behøver ikke at være norsk laan. Der var og en gud for vandet eller fiskeriet, (î‘a(?(?e-olmai. Vandguden kaldes af .]. Kildal Kvase ol-mai (ɔ: Öacce-olmai, vand- manden). Ham loves offer, forat han ikke skal gjøre skade til- vands. For-bus skriver: «For Caso1mai eller gud for fiskeri skal om julen drikkes skaalen af et horn; da vender man sig om to gange mod solen og slaar drikken ned; paa det sted lægges fisk, kjød eller anden mad. Nogle holder for, at denne Casolmai skulde være Strotagalles (julekongen).» At finnerne har tænkt sig to forskjellige tilstande efter døden, en lykkelig som belønning og en ulykkelig som straf for det her paa jorden førte liv, synes lidet rimeligt. De steder, hvor de døde opholder sig, betegner de med aibmo,
