KoSTHo1.nET. 193 Den melk, som faaes mod allehelgens-tider, 1ste november, lægger de paa ankere eller andre fustager, hvor den, da det endnu ikke er helt koldt, først surner, og saa, naar det bliver koldere, fryser sammen, og den kan da gjemmes paa anke1–en vinỳ teren over. Den melk, som de faar efter allehelgens-tider,blander de med krækebær eller krækling, fylder den saa i en vel renset rensdyr- mave; melken ligger ikke længe i denne mave, før den sam- men med bærene fryser sig haard og holder sig. Af denne frosne melk med bær spiser de gjerne noget omkring middags- tid; de hugger da med en øks et stykke af maven, saa at endel af skindet med melken og bærene falder af i klump. Dette større melkestykke med bærene og med endel af rensdyrmaven bliver siden hugget i smaa stykker, hvilke i frossen tilstand lægges paa et fad, hvoraf man med haanden tager stykke for stykke og æder. Multer opbevares ogsaa i renmaver, der er omhyggelig ren- sede og dannede til store poser. Til bærene heldes saa meget renmelk, som maven rummer, og man lader det hele stivfryse. En slig fyldt renmave ser da ud som en stor, graa sten. Ogsaa af den hugges stykker med en øks, som beskrevet ovenfor, og den hvide, frosne masse, indsprængt med røde og gule pletter, ser ikke uappetitlig ud. Naar den er optinet ved ilden og der er sat sukker til, smager denne blanding af renmelk og multer ogsaa meget godt. Renmelken har den egenskab, at den ikke surner i frossen tilstand. Den melk, som faaes længere ud paa vinteren, sætter fin- neme i store skaa1er af birketræ, i hvilke den straks fryser og holder sig frossen hele vinteren. Saadan melk bruger de mest til at bevæ1–te fremmede med. De sætter da skaalen med den frosne melk paa skakke ved siden af ildstedet, saaledes at melken vender imod ilden, og noget af den tør og bliver blød; man tager da skaalen til sig og spiser med en ske det, som der blevet blødt; derpaa sætter man skaalen paa samme maade mod ilden igjen, til man faar mere melk, som kan tages med skeen. Melk i disse birkeskaaler tildækkes, forat vinden ikke skal blæse paa den; thi da bliver den gul og harsk. Naar fjeldfinnerne skal lage ost af renmelken, sætter de først lidt vand til, da melken er saa fed, at den ikke, naar løben tilsættes, vil briste, skyde valle (misso). Derefter lunker de den over ilden i en kjedel og sætter løben til, saa brister melken og giver vallen fra sig. Ostestoffet kommer saa i runde osteformer. I formen læg- ges et stykke lærred, hvis kanter brættes sammen over oste- 13 – Finmarkens amt 1I.
