KOS’I’HOLDE’1’. I 9 I rives straks i stykker med fingrene og fordeles, og graadig tager hver imod sin del og slider det videre itu med tænderne og fingrene og fortærer det i en fart. Af og til bruges kniv. Kjø- det duppes ofte i det afskummede fedt, som staar i en træskaal. Brød til maden bruger fjeldfinnen ikke, og Salt sjelden. Graadig fortæ1–er han fingertykt rensdyrspæk, hvilket han som det bedste gjemmer tilsidst og ofte dypper i det paa suppen fiydende fedt. Den fede marv ansees som delikatesse og nydes uden salt og brød. Kjød er fjeldfinnens kjæreste mad og om vinteren næsten den eneste mad. D Imidlertid kan det hænde, at der røres tyk rensdyrmelk sammen med den i kjedelen værende bouillon, eller der tilsættes rugmel eller havremel og undertiden noget salt. Ogsaa denne suppe fordeles og fortæres med samme glubende appetit. Sjøfinnen, som kun har fisk og fiskelever med tran, har aldrig midler eller leilighed til at lage sig saa god suppe, saa fjeldfinnen har ikke alene velsmagen af sit kjød, men ogsaa kraftig næring. Sammen med kjødet kan ogsaa marvbenene koges; alle be- nene sættes paa ende rundt om kanten paa gryden ned i det kogende vand, og na-ar man-en i den ene ende er kogt, tages den op og den anden ende stikkes saa ned i vandet; marvbenene kløves, og marven tages ud. Finnerne koger og æder ogsaa rensdyrets tarme, men de koges ikke i samme kjedel som kjødet. Finnerne steger undertiden kjed og fisk foran ilden paa en tilspidset pinde (bassem eller bassem-muorra). Den ene ende af pinden sætter de ned i jorden nær ilden, og paa den anden ende sættes kjødet, hvor det da staar og steges. Der steges uden smør paa denne maade. Saltet kjed bruger finnerne næsten aldrig; thi kjødet af de dyr, som slagtes om høsten og om vinteren, behøver de ikke at salte, da det holder sig godt frosset, og om sommeren slagter de sjelden. Det hænder ogsaa, at fjeldflnnen røger rib- berne af rensdyret, dog uden først at salte dem. Med en kniv skjærer han mellem ribbeme her og der, saa at røgen bedre kan trænge ind, stikker dem saa ind imellem teltdugen og stængerne, hvor de røges. Dugen, som hviler paa stængerne, holder dem fast, saa de ikke falder ned. De mange fjeldfinner, som ikke eier 200–3OO ren, maa spise mindre kjød, ofte lum suppe og mel, hvilket de maa fortjene sig ved skyds om vinteren eller ved fiskeri om sommeren ved sjø- kanten, ved at fange ryper og ved at fiske i indsjøerne om vin- teren. Synker en fjeldfins hjord til 5O stkr. eller derunder, maa han tjene den rigere eller blive sjøfin. Det ovenfor omtalte hovedmaaltid holdes om aftenen. Om
