KARAK’I’I5R OG I.EvEMAA1)E. 173 af sjøfinner fra Tromsø amt, fornemmelig fra Skjervø og Lyngens præstegjeld. Udvandring af finner foregaar saagodtsom aldrig, bortseet fra den siden grændsespær1–ingen stedfundne overflytning af nomader fra Koutokeino til det svenske Karesuando. I femaaret l866–70 tog 68 koutokeinofinner i saadan hensigt udflytningsattest, uden at dog alle faktisk flyttede Af ublandet flnsk race er saa- godtsom ingen udvandret til Amerika, og kun ganske faa norsk- finske individer. Enkelte sjøfinner fra Sydvara“nger har udvandret til den murmanske kyst. Til Amerika udvandrer finnerne ikke. Da i 1894 nogle fin- ner sendtes til Alaska for at lære eskimoerne rensdyravl, hed det i Amerika, at det var de første finner, som var komne til de forenede stater. I)er er nogen forskjel mellem finnerne i Koutokeino og fin- nerne i KarasjOk, hvilke sidste er opblandet med kvæner. I Karasjok er der flere fastboende, i Koutokeino flere fjeldfinner. Da det er fjeldfinnen, der repræsenterer formuen, følger heraf igjen, at Koutokeino præstegjeld hører til de forholdsvis rigeste i Finmarken, medens derimod Karasjok i denne henseende ind- tager en beskeden plads. Karasjokfinnerne er i udseende forskjellige fra sine stamfor- vandte fra Koutokeino og Karesuando, da de i almindelighed har en høi og stærkbygget vækst. Fellman beretter følgende sagn: I den første tid, da fin- nerne var her i landet, skal en stor noaide have gaaet omkring og bestemt, hvorledes hver egn skulde befolkes af finner. Dette ordnede han i denne sang: “ I Utsjoki skal bo misundelige mud(ler, i Enare lystige brødre, i Karasjok de horned(– og vakre, i Avjuvarre de høimælte og skrigende, i Koutokeiuo blodige knive, i Laksefjorden helt udslidte mudder. Mudd, paa finsk muodda, er en pels, som har mistet haarene, og hvis skind er krympet ind, saa den er tegn paa fattigdom. Det er vel meningen, at der i denne sang skal ligge en karakteristik I Koutokeino er finnerne smaa, lurvede, uvaskede og sjuskede og ser sure og misfornøiede u(l. Der er ingen brogede farver i klædedragten, og ingen pynt hos det smukke kjøn, saa alt er mere ensformigt. I Karasjok er mændene mere velklædte. Mange ogsaa af fjeldfinnerne der er staute, stærke folk, som tager sig godt ud i sine fine, brune pæske med røde bælter om livet, indlagte med sølvsirater, med rask gang og mandig
