l 70 FINMARKENS AMT. skole for at oplæres til lærere og missionærer, men i regelen har resultatet ikke været heldigt. De, som har været i længere og nøiere berørelse med Fi11– markens folk, mener, at finnernes karakter i det hele taget er elskværdig. Rede siger, at de er godmodige og føielige, stedse oprigtige, ordholdende og ærlige. Finnerne er muntre og livlige, og skjønt livligheden gjerne ytrer sig paa en støiende og derved stundom noget besværlig maade, idet de idelig lader munden løbe, saa er dette at foretrække for den søvnige dorskhed hos mange nordmænd i Finmarken. Finnerne er i grunden høflige og beskedne; naar de ved mange leiligheder synes at være det modsatte, da er det ofte af mangel paa levemaade og begreb om det, vi anser for høflighed. Finnen kan spørge om alt, som ikke kommer ham ved, falde folk i talen, gaa med skidne fødder ind i et rent værelse uden at banke paa døren, trænge sig ind paa folk, enten det er beleiligt eller ikke, og opholde dem en halv time med et ærinde, som kunde udretteS i fem minutter; men den, som behandler ham nogenlunde vel, uden den sædvanlige ringea-gt, vil neppe faa- ubeskedne svar eller høre en grov mund og skjældsord; og naar man møder en-fin, tager han huen af og neier paa sin maade med den sædvanlige hilsen: Guds fred, god dagl medens kvænen med storagtighed ikke gider hilse den forbigaaende Fjeldfinnerne er mere stive og selvraadige end sjøfinnerne; de er ikke saa troværdige som sjøfinnerne og bruger af og til smaakneb i handel. Mærker fjeldfinne11, at han skal drages til reg11skab for sin handlemaade, da er han snart borte, og ikke god at faa fat paa i en; thi han kan snart være mange mil borte, og han kan ikke findes af andre end af fjeldfinner, og disse finder kun, naar de Vil finde. Leem skriver: lx Nogen særdeles Laster og Udyder veed jeg ikke med Sand- færdighed at tillægge Finnerne, undtagen, at en Deel ere tilbøye- lige til Drukkenskab, og somme ere ikke de oprigtigste i Handel og Vandel.» Finnen er ofte besværlig ved sin snaksomhed. Han kan ofte kun –vanskelig udtrykke sig paa norsk og bliver derved ofte trættende med sin snak. -–:Svatsighed og Veltalenhed,» skriver Paus, «findes udi en høy Grad hos Finnerne; thi hvor 2 Fi11ner ere samlede, skal Diseoursen vare fra Morgen til Aftenen, uden at der nogensinde mangler Materie, og anseer Finnerne denne Egenskab Som en stor Dyd; hvorfor, da en Find engang blev tilspurt, hvad han syntes om sin nye Biskop, tillagde han ham megen Ros„ og deriblant sagde, at han var veltalende som en Findää.
