Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 2.djvu/161

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

l52 FINMARKENS Amt hederne kan vandre frem de faa alen. Dette forgemak er ikke af de letteste til at komme igjennem, skjønt det er tarve- ligt nok. Man kan maaske komme vel ind igjennem den indre dør- aabning, om hunden –“Muste» ikke gjør gjæsten adgangen stridig. og man kan reise sig til fuld høide. Men følelsen af det be- hagelige i at kunne tilbagegive lemmerne sin naturlige stilling, bliver dæmpet ved det nedover skuldrene hængende gammetag. Er man derhos saa uheldig at træffe den store fægryde‘ i fuld kog, saa er gammen fuld af røg; nogle smaatuller, sorte som gryden, er ifærd med at putte birkekvist og kvas under, og man har da valget imellem at lægge sig plat ned paa det lidet ind- bvdende jordgulv, for ikke at kvæles af røg, eller man kan ile tilbage den samme vei, man kom ind. Røgen forvolder den uvante ulidelig svie i øinene, selv om de lukkes. Desuden har den ophedede gryde ofte et stinkende indhold (gammelt fiske- affald m. m. – den saakaldte –“løipingZ å, og lugten blander sig med gammens sure røg, saa lugte- og aandedrætsredsk-aberne har vanskeligt for at opholde sig her, naar de er vant til frisk luft. Disse vanskeligheder er ikke tilfældige, men ved vanens magt tager beboerne dem som smaa ulemper. Hver dag maa gammen gjentagende opildes, hver dag maa der (–løipes», og hver af de lange vinternætter holdes gammens aabninger vel tilstængte for at beholde varmen længst muligt. Disse jordhytter“ kan des- uden være noksaa tætte. Er man kommet forbi –‘fægryta1» og «ildmørjaï& midt paa gulvet, uden at snuble over mangt og 1neget, saa naar man op til den øvre ende, hvor hæderspladsen skal være, om saadan findes i dette uføre. Øinene Væl11l0l’ sig lidt efter lidt til den dæmpede belysning eller det underlige halvmørke deri11de, hvori gjenstandene skimtes i dunkle, næsten mystiske o1nrids. ørene har maaske vanske- ligere for at blive fortrolige med den syttende og brægende lar1n fra de sultne dyr, hvis opmærksomhed er vakt, rimeligvis med haab om, at dette fremmede kunde bringe ogsaa for dem noget nyt –- fede for den tomme mave. Opstyr fra den kant tvinger maaske gammemor afsted efter en næve hø, der –- trods det mugne udseende – er et radikalt middel til at gjøre alt tyst og stille. Om nogen har renset «tverpallenɔ for os„ vil bero paa, om vi er ventede eller betragtes som saa &:–Íuskyldige? besøgend(–. Gammeboerne har ikke ofte besøg af andre end finner, naar und- tages af og til lensmanden; men hans nærvær gjælder i regelen gammel gjæld, og da tør gjæstevelviljen være tvilsom, thi sjø-