lðO FINMARKENS AM’I’. virker nogle faa norske eller helt fornorskede hjem hist og her, skriver en læge fra Kistrand distrikt. Et tegn paa større civilisation er det dog, at der efter handels- 1nændenes udsagn nu aarlig sælges ligesaa mange kasser sæbe, som der for en menneskealder siden solgtes enkelte stykker. Rensligheden blandt alle tre nationer maa saaledes være meget større end før. En vigtig sag er det, at lamper og parafin nu findes over-alt, selv i de usleste hytter, hvor der før kun fandtes lys fra den aabne arne eller fra en spik eller i det bedste tilfælde fra en ussel «kaale», en aflang aaben transkaal af jern med væge i, som kimde hænges op. Man kan nu godt se baade at arbeide og at læse i den lange mørke vinter. lnteressen for at have det nogenlunde pynteligt inden vægge er ogsaa bleven større. Som finnernes ydre, saa er ogsaa deres indre, sjælelige men- neske, skriver en distriktslæge fra Porsangerfjorden. Det er ikke sjelden, at fattigkommissionen faar regning fra en søn, som har besørget sin moder begravet, for det med ligets befordring til kirkegaarden forbundne arbeide; de yder ikke gratis skyds til slægt og naboe1–, naar læge skal hentes, – kan ikke den syges paarørende betale, gaar de til lægen, selv om denne intet faar for sit arbeide. Det her anførte gjælder finnerne rundt fjorden -– sjøfinnerne. – Finnernes oplysning staar ikke høit. Udenfor bibel, salme- bog og postil læser de næsten aldrig i en bog. Der er yderst faa, Som med udbytte kan læse en norsk avis. Sædelighedstilstanden kan ikke roses. Det er skik, at de unge finnepiger driver fisket som «skipparak», kamerat, paa samme baad som mændene og oftest nat som dag opholder sig i samme rum som disse. Værene oversvømmes derhos af frem- mede løse norske og kvænske kvindfolk og af de brydsomme hjemløse og Iøsagtige &:rækekvæne1–», og herved fremmes sædelig- heden ikke. Den religiøse vækkelse, læstadianismen, har blandt sjøfin- nerne ikke udrettet synderligt –- de stadige &–samlinger-» i trange rum og altid i mørke i visse dele af bygden, med mand og kvinde om hinanden paa gulvet, skal heller ikke hæmme usæde- lighed. Naturomgivelser, livsvilkaa1–ene og det hele stel er ofte usi- gelig trist der, hvor sjøfi11nerne holder til. Langs det milelange Stjernsund for eksempel er ialt lO bopladse, nemlig Stjernodden, I–Ialvarvik, Davvaluft, Skarvberget, Indre og Ytre Simavik, Indre og Ytre Lokkarfjord samt Sma-al1olmene og Klubbenes. Paa 5 af disse bopladse er der kun én opsidder, paa de øvrige to. Af
