FINNERNES VANDRINGER OG RENENS BEITNING. I39 Hvor længe finnerne opholder sig paa hvert sted, beror navnlig paa renmosens mængde og den større eller mindre fare for ulvene; sjelden forbliver de rolig paa samme plet længere end 3 til 4 dage; da tages teltet ned og fiyttes en fjerdingvei eller halv mil længere bort. Da pakkes det hele sammen og føres om vinteren let paa kjerriser, medens flytningen om som- meren er besværligere. Hvis renhjorderne i Finmarken færdedes paa mosemarkerne hele aaret, vilde den tørre mose om sommeren trædes ned og rives op. Om vinteren er der et beskyttende snelag over den. R–enen graver et hul gjennem sneen ned til mosefiekken, men ødelægger forresten ikke. Renmosen vokser sent, saaledes at der gaar lang tid hen, førend den kommer sig igjen, naar den en- gang er stærkt medtagen. Det siges, at renmosen, engang af- gnavet eller oprevet, behøver lO eller fiere aars fredning, før den igjen faar fuld vækst. Der udfordres et forstandigt maadehold i mosemarkernes benyttelse og en jevn ombytning af beitesplad- serne, hvis der ikke skal opstaa mangel, og dersom indlandet i lang tid skal afgive føde for talrige hjorder, maa finnerne skiftevis benytte baade indlandet og udyrkede strækninger ved kysten. Om vaaren, i april eller mai, begynder fjeldfinnen langsomt at drage mod kysten. Dagsreiserne er korte, ofte flytter han ikke mere end en mil om dage11. Det er ikke sjelden 150 til 20O km. til sommerpladserne, og det tager tid, da han skal føre med sig telte, teltstænger, gryder, kjedler, klæder etc;, foruden børn, hundehvalpe og undertiden ogsaa syge folk. Naar det er sIædeføre, gaar det let, men hvis ikke maa alt bæres af folk eller k1øves paa renen. Hver familie har gjerne sine visse egne, som aarlig gjen- nemstreifes; da enhver fin derfor stadig kommer tilbage til de samme steder, faar han nøie kjendskab til disse egne. Ved jule- tider pleier Koutokeinos og Karasjoks fjeldfinner sædvanlig at op- holde sig nær kirkestedet; før grændsespærringen mod Rusland i 1852 drog de efterhaanden længere sydpaa, tildels ind over den russiske grændse, hvor de paa den tid af aaret, da sneen ligger høiest, var tryggere for ulvene i de tættere skoge. Hen- imod vaaren drager de samme vei tilbage mod nord, og kommer ud paa sommeren ned til kysten eller til de omkring fjordene liggende høider, hvorfra de da om høsten atter trækker opad mod Koutokeino og Karasjok. Sommerbeiterne har fra gammel tid været fordelte mellem fjeldfinnerne indbyrdes efter sædvane. Sydvarangerfinnerne og endel af polmakfinnerne har om“ sommeren havt tilhold med sine dyr paa Varangerhalvøen, den øvrige del af polmakfinnerne paa
