124 FmMAm(ENs Au-r. lystes: (xØsten herfor (Laisduoder,Lagi1§duoddar) bruge Arisby Finner Væke-jaure og Vækejok; derimod de Norske Tana-Fjeldfinner inde- have Bolma-jaure og –jok, og gaae i Søer henimod Vækejaure.1 Naboer til Tanens fjeldfinner var Varangers fjeldfinner, om hvem det forklartes, at de «gaae fra Varangers Vestre- og Østre- Bottener i Vester til mod Galdevara og i Sydvest hen mod Nedre Bolma-ja11re imod de Norske Tana Fjeldflnner. I forrige Tider, da Varangers Fjeldfinner vare stærke og formuende, have de gaaet end videre i Syd-Sydvest over 3 Fjeldmile til imod Øvre Bolmajaure; men siden de ere blevne fattige og faa, fare de nu omstunder ikke saa vidt fra Varangerfjord, hvor de maa søge deres Næring af Søen)–-. Disse «Va1–anger fjeldfinnerx- var de østligste af de egentlige norske fjeldfinner, idet de færdedes i øst hen mod fællesfinnerne i det norsk-russiske fællesdistrikt Neiden. Varanger fjeldfinner og Neidens fællesflnner havde tildels brugt beitesmark om hin- anden, men da ogsaa disse sidstnævnte finner var blevne faa og fattige paa ren, saa brugte Neiden finner ei længer at komme paa nordre side af Neidens elv. Ved sjøkysten regnedes Bugø- fjord som «(raamærke-1 mellem Var-angers og Neidens finner. I sydvest for Neidens flnner færdedes arisby-(utsjok)–finnerne, idet «de Arisbyer gaar fra den ene Mils Strækning Sønden for Øvre Bolma i Øster indtil de naae Neidens Finner». Østenfor Neidens finner havde Pasviks og Peisens fællesfinner sine beitesmarker. Det bør erindres, at grændsetraktateu af 175l vedrører grændsen mod Finland til røs no. 349, Trillingtoppen eller Golmiå- oaivve Maddagæööe, 55 km. i øst for Polmak ved den nuværende grændse mellem Varanger og Tanen fogderier, men ikke længer- Grændsen og finnerne i distrikterne østenfor (spe(–ielt finnerne i de tidligere norsk-russiske fællesdistrikter) omfattedes ikke af nævnte traktats bestemmelser-, men alene af konventionen med Rusland af l826, og det er ovenfor vist, hvorledes de nomadi- -serende finner maa antages, ifølge Schnitlers undersøgelser i l74“l, at have fæ1–des før denne tid paa begge sider af den i 175l bestemte rigsgrændse mellem Norge og de senere (l809) fra Sve- rige til Rusland afstaaede landsdele (Finland). Naar undtages enontekis-finnernes foran omtalte paastand om brug af beitesmark nordenfor landskjølen (i Koutokeino) paa traktatens tid, har der alene ved nedre Tana og derfra øst- over til Golmis-oaivve Maddagæöðe foregaaet nogen overflytning af flnnerne over grændsen, nemlig fra og til det nuværende finske Sogn Utsjok (ArisbyÎ). Størsteparteu af finnerne herfra (26 fa- milier-l drog med sine ren ned mod den norske kyst om som- meren, medens paa den anden side de norske tanafinner og laksefjordfinner (tilsan1men l5 familierl tildels søgte vinterbeite
