FJELDFlNNERNE OG RENBEI’1’NlNGl‘2N FØR l?5I. 12l men ikke agerdyrkning. Paa sjøkysten imellem fjordene sad faa, dels nordmænd, dels sjøfinner. 3. Norske fjeldfinner besad de nordligste fjelde og dale nærmest sjøen, nærede sig af- sine ren, vildtjagt og fersk- vandsfiske. 4. Svenske fjel(lfinner, som de her i landet sædvanlig kaldtes, men som burde nævnes fælles fjeldfinner, efterdi de skattede baade til Norge og Sverige, indehavde den søndre og største del af Finmarken og nærede sig ligesom de norske fjeldfinner. Kvæner, det 5te slags folk, er svenske bønder, komne fra Torneland eller Storfinland, som havde sat sig ned ved elvene og nærede sig sædvanlig af laksefiskeri og sit kvæg; kvænerne ved Altenelv havde desuden agerbrug. De 3 første slags folk var kun norske undersaatter, og med nordmænd og sjøfinner var der ingen vanskelighed, da de svenske var udelukkede fra sjøsiden. Fra Koutokeino og Karasjok, som ved grændsereguleringen til- faldt Norge, søgte, saavidt SChnitlers undersøgelSer fra 1744 viser, finner ikke beite for sine ren indover de tilstødende finske Enon- tekis og Enare sogn. Paa strækningen fra Haldde, grændseegn mod Finland i øst for Skibotndalen, indtil Bælddovadda pleiede hverken «privative» norske eller de saakaldte fælles fjeldfinner fra Koutokeino at flytte søndenfor eller østenfor de egne, hvor rigsgrændsen nu gaar. Det heder ndtrykkelig, at de svenske finner fra Enontekis negtede koutokeinofinnerne at komme over landskjø1en (efter hvilken rigsgrændsen paa denne strækning blev fastslaaet). De fælles koutokeinoflnner, som svarede skat til begge riger, oplyste-, at der var tvistighed mellem dem og de «privative» svenske enontekisfinner, som forlangte at gaa nordover landskjølen, nemlig over Pitsekiulbme (Biceðuolbma, røs 315), Salvasvaddo (SaI– vuävadda, røs 322), og bruge de fiskevande Rikas (Riggas) og VutZe- jaure (Vuoccek), Tullejaure (Duolljejavrre), nordenfor SalvuSva(Ìda, item Ski1kasjaure(Skilgasjavrre), l mil vestenfor Tullejaure og Rigna- vand (Rieg11ajavrre), et par bøsseskud nordenfor Skilga§javrro. Der har efter dette været tvist mellem koutokeinofinnerne og de finlandske enontekisfinner om udStrækningen af deres beitesmark, idet de sidste har negtet de førstnævnte at søge beite søndenfor Kjølen, medens de har paastaaet sig selv beret- tigede til at beite nordenfor landskjølen og til at fiske i de nævnte vande, som har afløb gjennem bielve til Koutokeinoe1ven. Denne overskridelse over landskjø1en har dog neppe været nogen erkjendt sædvansmæssig brug og i ethvert fald af forholdsvis mindre betydning
