n FJELDFINNERNE OG DERES RENAVL. I0l eller det ene løber hen til det audet, naar de prøver hornene mod hinanden eller staar rundt paa mosmarken i gruppe, naar da pigeme gaar fra dyr til dyr med melkeskaalen af træ, naar broderen eller tjeneren kaster en slynge om hornet af det dyr, som skal melkes, og trækker det hen til hende, dyret stritter imod og vil ikke følge efter med slyngen, pigen ler og morer sig over broderens bryder-i og lader drillende dyret igjen slippe forat hendes broder endnu engang kan fange det til hende; far og mor har med større ro trukket sine dyr hen til sig og fyldt mange kar, og saa skjænder de paa de overgivne, som skræmmer hele hjorden, hvem maa da ikke tænke paa La-ban, Lea, Rachel og Jakob! Naar hjorden endelig har leiret sig rundt om teltet, mange hundrede paa engang, saa mener man at se en hel leir og i midten den ordnende og beskyttende aand over det hele.» Rensdyrenes brunsttid begynder i september. Simlerne løber ikke det første aar og sjelden det andet og ei heller okserne. 0kserne stanges vildt, og den stærkeste holder de andre okser borte fra simlerne. A“idnavalddo kaldes den stærkeste renokse, som i parringstiden t&ilkjæmper sig herredømmet over simlerne. Der kan være flere saadanne i en hjord, og de holder de smaa grarener borte. I Gudbrandsdalen kaldes en saadan ren blandt vildren af nordmæn- dene haldar. Aidnavalddo er et laanord fra oldnorsk, det er det gamle einvaldr, einvaldi. Ragak kaldes en renokse, som gaar i brunst, og sarak ka-ldes de mindre renokser, som af frygt for de større ikke tør komme til simlerne. – Hanren, som løber omkring og søger efter hunren, kaldes (=uödde. Afkom af en vildren og en tam simle har eget navn og kaldes bæurek; saadan ren udmærker sig ved hurtighed og ud- holdenhed i sprang. Derimod er den ikke synderlig udhol- (lende til at trække tunge læs. Gaskek, gildet ren, kaldes saa, til vinteren er forbi. Almin- (lelig gildes renen som goasohus, naar den begynder sit 5te aar. Om vinteren er gjætingen af renen meget besværlig. Kun nogle faa timer, den lyseste tid paa dagen, tør fjeldfinnen om vinteren forlade sin hjord; i de mørke høstmaane(ler næsten slet ikke. Den bevogtes i regelen skiftevis af 2 personer ad gangeu; til lettelse pleier gjerne nogle familier at forene sig paa samme sted, naar deres hjorder ikke er altfor talrige. Middag og mid- nat er afløsningstider; følgelig maa de samme personer i henved 12 timer i træk forblive hos hjorden for at sikre den mod over- fald af ulven; de raaber jevnlig eller gjør anden alarm; de maa flittig gaa omkring for at samle renerne, naar de spreder sig for- meget, hvorved da hundene gjør god tje11este.
