NATURL1G BEs1(AFFENHEn. ‘ 83 mængde andre vækster; frodige cochlearier og andre sjøvækst-er har fæstet sig i klipperevnerne og giver de bratte vægge et mindre ødsligt udseende. Men op ad den bratte skraaning paa omkring 1000 fods høide til Nordkaps øverste del bliver den ene vækst efter den anden borte, og oppe paa høiden er der kun en tarvelig vegetation af tørre, lavtvoksne urter og græs, sparsomt spredt mellem stenstumper og lavarter. Paa Spidsen af denne odde, der meget steilt styrter ned mod havet og vender sin haarde væg mod de oprørte bølger, er der kun denne sparsomme og for- kuede vegeta1ion. Paa kysten kommer man i Vestfinmarken ind i de brede sund, som Ser-øsund, S(jernsund, Vargsund. Lander man her uden- for de beboede p1etter, saa er der ofte en fuldstændig ørken. Intet tegn til menneskelige væsener; svære sneklædte fjelde, en brun bakke med lange snefonner langt ud paa sommeren; en graa strandlinje med store stene, intet træ, intet grønt græsstraa engang, kun nogle brune lyngdotter, der stikker op af sneen paa enkelte bare flekker. Det eneste, som da liver op i den trøstesløse gold- hed i dette øde, er de kraftige brungule farver hos tangen og taren, der i vældige masser ligger langs stranden – og saa den mængde sjøfngl, der med hæse skrig søger flugten ud til havs. Slig er naturen paa mange steder i Sørøsundet. Ogsaa Stjerusund, som det milevis strækker sig mellem den høie, golde Stjernø og det ligesaa høie og nøgne fastland, hører til de ensomste og tristeste steder i Finmarken. Bredderne er næsten overalt yderst utilgjængelige, dels bratte svaberg, dels store kampestene; kun hist og her, med miles mellemrum, er der en liden vik eller en liden kløft i fjeldet, hvor man under en pludselig paakommende storm kan faa reddet sig og sin baad iland. Er der storm og sjø udenfor – og det hører til dagens orden paa Loppehavet – er der desuden ofte stærkt dragsug, saa det er ugjørligt at slippe baade paa sjø og i1and. Under- tiden kommer faldveiret saa voldsomt, at der endog er fare for husene. Disse finder man derfor ofte, som f. eks. i Ytre Simavik, ikke inde i bunden af viken, men skjult mellem de svære knauser og jettestene ude paa det golde nes. Af ved er der lidet, og mindre og mindre bliver det for hvert aar, som gaar; af brugbare torvmyrer er der faa, af dyrkbar jord saa godt som intet; sjøen er her i høiere grad end ellers i Finmarken den, der skal livnære familien. Beboerne er faa, og de har det i regelen temmelig usselt. Det er før berørt, at gabbrofjelde paa nogle steder i Vestfin- marken hæver sig til høie tinder; paa begge de største gabbro- felter i Finmarken ligger store bræer, saaledes paa øen Seiland og paa halvøen mellem Kvænang-fjorden og Loppehavet, hvilken
