NATuRx.xo BEsxAFFENHEo. 81 yngre formationer bliver fjordene aabne, udækkede havaabninger af stor bredde, fjeldene faar mere af plateauformen med en ensom høifjeldskarakter, og ud mod havet falder fjeldene ofte af igolde styrtninger. I Tromsø amt dækkes landet næsten overalt af store øer ud mod havet, men dette er i Finmarken kun tilfælde i den vestlige del. Landet ligger i det hele mere aabent mod Ishavet med megen taage og orkanagtig storm og et ublidt veirlig. I amtets vestlige del paa Bergs-jjordhalvøen og paa nogle af de store øer er der vistnok ogsaa høit land af gneis og gabbro, som danner tinder med botner og store bræer, og som er gjennemsat af talrige smale fjorde, der oftest er botnfjorde eller sækkefjorde. Men disse landskaber ligger ikke i den grad tilskue for dem, der ikke foretager særlige fjeldvandringer. De vilde alpeformer taber ’sig nordover ud mod havet, skjønt landet ogsaa her er øde og vildt nok. For de steile styrtninger ud mod havet, der ofte er nes og forbjerge, har man i Finmarken et særegent navn, idet man kalder dem næringer. Der er, saa snart man kommer op for styrtningen, forholdsvis flade, vide, oftest øde plateauer. Saavel Nordkap som Nordkyn- er næringer, og næringer krandser i det hele Finmarkens kyst, hvor landet gaar med høider ud mod havet. “ Keilhau, der seilede ind mod Nor-dkyn i taaget veir, har skildret denne næring: «Endelig hørtes dumpe brændinger; vi nærmede os forsigtig og saa nu glimt af de brudte bølgers hvide, høit sprøitende fraad. Men de sorte, flere hundrede fod høie fjeldvægge, mod hvilke fraadet slyngedes, dulgte sig i taagen, næsten lige indtil baaden berørte dem; thi brændingen syntes endnu at være fjern, idet vi paa en gang var næsten midt deri. Der blev hurtig dreiet af, og vi gled med nød forbi en sort, spids klippe, hvorpaa en mængde skarv udslog sine vinger og fremrakte sine lange halse. Denne nordiske pelikan, som er sort og langt mindre end en gaas, ud* strækker i flugten sin lange hals paa en meget hæs1ig maade. Siddende har den en kneisende, kjæk holdning; den pleier da gerne halvt at udslaa eller ligesom udhænge sine vinger med en sagte slagbevægelse, for at tørre sin fjær i vinden, og ligner i denne stilling ørnene paa adelsvaaben og gamle skjoldmærker. I taagemørket viste disse fugle sig baade meget større og af en mere usædvanlig figur end ellers, og det hele, hastig forsvindende syn fremkaldte forestillingen om hin af de gamle digtere ski1drede indgang til underverdenen, hvori de hensatte harpyerne. Taagen faldt ganske i det sortbrune og var saa tyk, at man G – Finmarkens amt.
