740 FINMARKENS AMT. meere Eng-land; Saa disse Finners Vilkaar paa det faste land er bedre end hine Normænd deres paa Øerne.» Videre skriver S(–hnitler.– «Man spinder og væver ikke her i Landet, og er Fattelse paa fornødne Haandverksfolk.» Om husfliden hos nordmændene i Finmarken oplyser Som- merj’eldt i l799: «Endeel af de Nordmænd, som boe i Fjordene ere gode Baadbyggere, for-staae at gjøre noget grovt Sn1ede Arbeide, og er i Almindelighed et gandske hagt og hændigt Folk. Nordmænds Kvinderne udenfor Altens-Sogn vide saa lidet af huuslig Industrie, at de neppe forstaae at spinde og binde et Par Søe-Vanter til deres Mænd, og forstaae end mindre Viævningen.» Om kvænernes kvinder skriver Sommerjeldt, «at de for-staae at spinde, binde, og endeel at væve Vadmel og rannede uldne Tøjer; ligesom nogle af dem ogsaa forstaae at farve Ulden eller Uld- garnet rødt, blaat, gult, grønt og sort. De sye ogsaa sine og Familiens Klæder og Komager. Mandkjønnet klæder sig som Finnerne, og deres Kvindekjøn næsten gandske som Nordmands Kvindekjønn(1t .“ I Rede-s optegnelser fra Finmarken fra omkring l830, heder det, «at naar man undtager baadbyggere, af hvilke der gives mange, især i Alten, Talvik og Kistrand sogne, der frembyder den letteste adgang til de fornødne materialier, samt i Hammer- fest, hvor endog nogle mindre fartøier har været byggede, er antallet af haandværkere i det hele utilstrækkeligt. Af bødkere haves endel, især naar der tages hensyn til, at ikke faa almues- folk, navnlig blandt kvænerne, uden egentlig at leve af dette haandværk alene, forarbeide en betydelig mængde tønder etc. I Hammerfest er nogle andre due1ige haandværksmestere; men iøv- rigt er flertallet fuskere, der forstaa sig paa noget af hvert; dog gives der, især i Alten, nogle endog fortrinlig gode smede, snedkere, dreiere o. s. v. og enkelte blandt disse, hvis arbeider endog kan fortjene navn af kunstsager. Den kvindelige husflid er vel ikke bragt synderlig høit; men den er dog almindelig, og dette er hovedsagen. I ethvert hus virkes det meste af, hvad der behøves til familiens beklæd- 11ing, som dog, især for finnerne, hovedsagelig indskrænker sig til grovt vadmel. Ogsaa fodtøiets forfærdigelse er her kvindernes sag, hvortil imidlertid vel den største del af læderet kjøbes. Finere uldne tøier og lærreder forarbeides vel ogsaa for en del, 111en ikke nær, hvad der forbruges, og aldrig blandt finnerne, som ei bruger det. I handelsmændenes og andre konditionerede familier er derimod tilvirkningen af saadanne tøier meget al- 1nindelig, og bragt til temmelig fuldkommenhed.»
