S1EL OG S1ELFANG8’I’. 715 alene eller flere sammen. Man ror forsigtig nærmere, idet man søger at komme unda vinden for dem; hvis de aner uraad, styrter de sig i vandet. Harp1meren staar i forstavnen færdig med harpunen, og saa snart han er nær nok, kaster han har- punen i dyret. Man passer nøie paa, at linen er grei. Harpuneren griber, hvis der er flere dyr i nærheden, straks en ny harpun. Man kan sætte fast 5–-6 dyr lige efter hinanden. Er der ikke mere end et dyr, søger harpuneren med en landse at stikke dyret, naar det atter kommer op igjen efter at have dukket. Dyret svømmer saa afsted og trækker baaden hurtigere efter sig, end 4 mand kan ro den; men det udmattes snart ved blodtabet. Er det en stor hanhvalros, som er sat fast, hænder det, at den vender tilbage til baaden og enten forsøger at støde hul i den med tæn- derne eller at komme op i den, hvorved den kan vælte baaden. Det er meget farligt at sætte fast 2 eller flere handyr paa en gang, da disse som oftest enten render hver sin vei og da let kan vælte baaden, eller i forening angriber den, og da er det meget vanskeligt at berge sig for dem. D Af hundyr kan man sætte fast saa mange, man kan faa fat paa, da disse bestandig løber én vei og sjelden angriber baaden. Det dræbte dyr bringes op paa isen, hvis der er fast is i nærheden, og her flaaes og afspækkes det. Er der ikke is, bukserer man det hen til fartøiet og heiser det op paa dækket, da man ikke godt kan faa det op i baaden. Keilhau beretter i 1827, at russerne pleiede sædvanlig at gjøre et skud med sine rifler, førend de greb til landserne; men de norske anvendte aldrig skydegeværer til denne jagt, hvilket heller ikke synes meget hensigtsmæssigt. p Han beskriver en hvalrosjagt saaledes: «Den første hvalros, som fældedes, laa sovende paa et is- stykke af faa alene omfang. Man nærmede sig ganske sagte med baaden, harpuneren steg op paa isflaket, stødte sit jern i dyrets liv, og sprang, med harpunskaftet i haanden, tilbage i baaden. Ved stikket fór dyret op og væltede sig i sjøen. Den mand, der holdt harpunlinen, firede i dette øieblik, men ha1ede igjen, alt efter hvalrossens bevægelser under vandet og efter dens større eller mindre modstand. Efter et par minuter kom den tilsyne foran baaden, hvor harpuneren straks modtog den med et landss- stik i brystet, – en rygende blodstraale fremsprudede og kon- vu1sivisk dukkede dyret atter under. Kun en gang endnu fnysede det vildt iveiret og huggede rasende mod et isstykke, hvorpaa en af rorskarlene var sprunget op for ligeledes at kunne komme til med en landse. Nu var kampen snart endt. I baaden er i almindelighed kun harpuneren bevæbnet; thi rorskarlene har nok at bestille med at holde baaden tilbage, naar
