Hopp til innhold

Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/709

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

696 FINMARKENS AMT. Stenkobben kaldes af finnerne gædge-njuor;jo, hvilket sidste be- tyder stenkobbe. En voksen hun af denne kaldes aj?5o. I Altenelven bliver den undertiden saa længe, at den ikke slipper ned. Den har om vinteren været seet i den aabne strøm- fure ved Savððo i AJtenelven, hele 5O km. op fra sjøen. I Tana gaar den op til Karasjok, 2O0 km. fra havet; i Laks- elven i Porsanger gaar den forbi fosserne til Lakselvvøtn. Ringsælen (phoCa j’oetida) er graasort eller mørkebrun med større eller mindre, ofte sammenflydende hvidagtige eller gul- hvidagtige ringe. Denne sæl forekommer i Hvidehavet og derfra undertiden bortover mod Østfinmarken; den findes af og til i østisen. Den følger lodden i Var-angerfjorden og kan undertiden op- træde temmelig talrig, men det er uvist, om den forekommer i 1inmarksfjordene til andre aarstider. Naar silden indfinder sig i fjordene eller Ved kysten af Murman, forekommer den i større antal end ellers. Finnerne kalder den havskar-gubbo og avskar-gatte (auskjer- kobbe), den kaldes ogsaa gatte. Stenkobben og ringsælen kaldes paa russisk med fællesnavnet nerpa, og en varietet af den sidste forekommer i indsjøerne Ladoga og Saimen i Finland. Disse to sæler kan kaldes ferskvandssæler, men de trives lige godt ogsaa i saltvand, i fjorde og elve. De har ingen indflydelse paa havfisket og paatræffes heller ikke paa det aabne hav, men de er skadelig for laksefisket og for de laks- artede fiske i almindelighed. Naar silden kommer i fjordene eller ved kysten, optræder de i større antal end ellers. Som fuld- voksne dyr er de meget sky og derfor ikke synderlig efterstræbte. Til vandresælerne hører storkobben, haverten, ertneren (pho(–a bar- bata). Den er den største af disse sæler, op til 1O fod. Den holder sig mest ved iskanten og sees sjelden udenfor. Den er meget almindelig overalt i østisen fra SpitZbergen mod Novaja Semlja og udgjør en væsentlig del af sælfangernes fangst. Den kaster unger i slutningen af mai. Finnerne kalder ertneren appe-njuorjo (havkobbe) og jæges. Ertneren forekommer i det kariske hav og omkring Novaja Semlja, hvor den udgjør en vigtig del af kobbefangsten. Den yng1er ved øen Nokujeff paa land, antagelig ogsaa paa øer i det kariske hav paa Kaninnos, Kalgujeffø og Novaja Semlja. Graasælen (haleChoerus grypus), paa finsk dævok, er ikke sjel- den i Varangerfjorden. Det var denne sælart, som tidligere fangedes paa Henøerne vest for Fiskerøen i slutningen af november; den skal have y11gleplads paa Bonde udenfor Sørøen.