672 FINMARKENS AMT. som den hele tid har fulgt dens bevægelser med harpunen, løfter kanonen og brænder løs. Der bliver da‘ uro ombord. Man ser harpunen ramme, man ser hvalen lynsnart dukke, man ser linen spændes, man ved, at hvalen er saaret, om end ikke dødelig, og man er allerede ifærd med at lade kanonen for at sende den en ny harpun, naa-r den igjen skyder op. Da ser man med rædsel, at linen skjærer ind under fangstbaaden. Man ved, at skibet kan slaaes isænk, hvis hvalen dukker og kolliderer med kjølen. Hvalen maa i øieblikket være i dybet under skibet og kan skyde tilveirs naarsomhelst og støde mod skibet. Redningsbaadene gjøres derfor klare. Først da hvalen, som har været foruroligende længe under vandet, dukker op længere ude med harpunen ragende op af ryggen som et jernspet og med en blodbæk sildrende ud af skud- saaret, er det klart, at det blot er linen, som af en eller anden grund er sprunget. Dampbaaden, der under uvisheden kun har gjort enkelte usikre slag agterover og forover med propellen, sætter nu igjen fuld damp, medens winchen gaar, og linerne ordnes til fortsættelse af jagten. Men hvalen, der sandsynligvis forstaar, at den er forfulgt, skjærer nu tilhavs med sjøskummet rygende om sig og saagodtsom uden at dukke. Spettet sees hele tiden over havfladen, medens den stadig fjerner sig og efterhaanden naar udenfor synsvidde. Der er saaledes intet andet for end at fortsætte kursen. Kystens fjelde og øer holder allerede paa at synke ned 11nder synsbrynet, kun deres øverste toppe skimtes, idet solen fra sit skyleie tænder dem i glød som en række tinder og spir af svøm- mende eventyrlande. Havet omkring faar i det øieblik solen naar sit lavmaal, et violet skimmer, medens himmelen i syns- brynet, hvor landene langsomt er sunket, flammer i kobber, der udefter gaar over i en koldere, gulagtig tone, som igjen med umærkelige nuancer glider ud i et svagt, grønligt skjær. Og da solen, der har været nede i horiZonten, igjen langsomt stiger, er den som glødende, og kaster sit dybt røde lys over bølgerne. Da skibet langsomt glider henimod disse skylande, meldes der igjen «blaast» fra vagten, men denne gang gjælder ikke mel- dingen noget enkelt dyr, men en hel «hvalgrind», som fangst- mændene kalder det. 2O–3O, undertiden op til 40–5O kolosser sender samtidig sine høie (lampsøiler tilveirs, medens det stønner og bruser om- kring, som om det hele hav stod i kog. Her er der sikkerlig hundreder af hval. Da en enkelt hval et øieblik senere skjærer oppaa skudhold, gaar der ved skuddet et ryk gjennem skibet, harpunen hviner ud, begraves halvt i hvalens ryg, men idet den rammer, gaar der
