48 I–’INMARKENS Au-r. I 1895 udførtes paa grundlag af gradmaalingsrækken 2den ordene triangulering paa begge sider af Altendalføret af kaptein Bauck. “ I 1896, 1899, 1900, 1902 og ]9Q3 foretoges 1ste ordene triangulering – i forbindelse med samtidig udført 2den ordens triangulering – fra gradmaalingsrækkens søndre del mellem denne og Tana til Holtans kystrække fra l892 og 1894. 0bservatører var: kapteinerne Bauck, Widerøe og Rode. . Som grundlag for detaljering og hydrografering af Finmarkens havne og “flskevær udførtes i aarene 1898, l900, 19Ol og 1902 en detaØetriangulering (3dje ordene triangulering), som sluttede sig til de foreliggende 1ste og 2den ordene punkter. Observatører var kapteinerne Aavatsmark og Rode. Af geodætisk-astronomiske arbeider er udført: 1 1888: AZimuthbestemmelse i det ene endepunkt af Vadsø basis af premierleitnant Ebbesen. I 1890: Telegrafisk længdebestemmelse mellem Fuglenes og Kristiania observatorium af professor Fearnley og professor Geel- muyden. I 1894: Breddebestemmelse, telegrafisk længdebestemmelse og aZimuthbestemmelse i Vadsø basis’s ene endepunkt af pro- fessor Geelmuyden. Som nævnt danner Fuglenes – gradmaalingsrækkens nord- ligste punkt – udgangspunktet for beregning af de trigonometriske punkters længde og bredde, idet der er gaaet ud fra den af den norsk- svensk-russiske gradmaalingskommission bestemte bredde og aZi- muth, og fra den af Fearnley og Geelmuyden bestemte længde. I 1861 udgav prof. .]. A. Friis et ethnografisk kart over Finmarkens amt i samme maalestok som amtskarterne. Paa dette kart blev enhver fastboende familie af nordmæud, finner og kvæner angivet, hver paa sit sted og med sit særegne tegn. Der kom en ny udgave i 1887, hvorpaa, foruden de ethnografiske oplysninger, er angivet det omtrentlige antal rensdyr i hver egn og paa hver ø, samt flytningsveiene til og fra kysten. Geologisk kart over det nordlige Norge af Tellej’ Dahll er ud- arbeidet paa grundlag af de af den geologiske undersøgelsei 1866 til 1879 anstillede iagttagelser. En oplodning af kysten eller af «havbroen» besluttedes at skulle tage sin begyndelse i 184l, og dette arbeide paabegyndtes af Kittel MotZj’eldt. Man stod i den formening, at fiskepladsene udenfor kysten dannede isolerede banker; men det viste sig, at fisket foregik paa skraaningen af selve kysten, hvis begrændsning laa 3–4–5 mil udenfor land. Man fandt vistnok, at der vestenfor Tanahorn, nogle mil fra land, var en havbanke, idet bunden efter at have sænket sig til
