512 FINMARKENS AMT. Stenfalken eller dvergjalken (falco aesalon) heder paa finsk cicat- falle, som betyder spurvefalk. Den er næst fjeldvaagen den hyp- pigst-e rovfugl i Sydvaranger. Vederhauk, vindhauk, vederstillar, s-parhauk (Circhne129 tinnunculus) ruger regelmæssig baade i Nord- og Sydvaranger og er bemærket ved N ordkap. Hauken, honsehogen eller duehegen (a.s-tur palumbarius) er almin- delig og delvis stationær. – Finnerne kalder den goappel-“falle. Spurvehogen, spomehauk (astur nisus), paa finsk ditte, forekom- mer rugende endog i Østfinmarken. Hønsehøgen og spurvehøgen er mer eller mindre stationære i Finmarken; de hører til de skadeligste rovfugle. Hønsehøgen tager de nyttige vildtsorter, saasom harer, og desuden fjærkræ. I‘3eldvaagen, .s:jøvaak, snjovaak, skitvaak (buteo lagopus), paa finsk biekkan, er meget talrig og den almindeligst forekommende rovfugl. Ørnen eller are (aguila Chrysaétos) er sjelden i Finmarken Den dræber og fortærer tamrenens kalve. Ørn heder paa flnsk goasskem. Landørnen heder njoammel-goasskem, der betyder hareørn. Sjøørnen, havørnen (haliaétus albicilla) svæver over fuglebjergene, hvor den finder rigelig næring. Den hækker for eksempel i Alten, hvor den er forholdsvis talrig, og paa flere steder ved kysten. F129keernen, .flskegjod (pandion halictus) heder paa finsk ðtjðfl eller guölle:falle, som betyder fiskefalk; den er meget alminde1ig, og anretter skade paa fisk i elve og fjeldvande. Man har seet den slaa ned efter en voksen tiur paa spil. Af dueme er iagttaget i Finmarken: Skogduen (Columba oenas), der hidtil ikke er observeret nor- denfor Inderøen; den er fanget ved Tsjoalbmejavrre i 1903. Turteldum (columba turtur) er skudt i Talvikbugten og flere gange ved Varangerfjorden. Den er en tilfældig gjæst. Af hønsej“uglene er der i Finmarken: F)eldrypen, j)ellv:jupa (lagopus mutus) er almindelig. Finnerne kalder den giron. Liv-ypen, lidv;jupa, dalrypen, skogrjupa (tagopus lagopus), paa finsk rievsak, er i Finmarken en fiytfugl. Den optræder til en tidi mængde og kan saa pludselig forsvinde, uden at altid aarsagen lader sig paavise Det ene aar kan der vrimle af ryper, medens man det næste neppe træffer en. Finnerne paastaar, at naar rypen om vinteren sidder meget i birkekrattet, saa er det tegn p38c at den befinder sig paa vandring. En eiendommelighed ved Finmarksrypen, som staar i forbindelse med dens vandringer, er det, at den om sommeren gjerne holder sig paa mindre, krat-
