Side:Norges land og folk - Finmarkens amt 1.djvu/512

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

DYRELIV OG JAGT. 499 V“ildrenen, min (rangij’er tarandus, paa finsk godde)“var lige ind i det 19de aarhundrede almindelig i Enare og hist og her i norsk Finmarken. Nu er den næsten udryddet, men træffes endog i de finlandske lappmarker neppe udenfor Maanselkäs fje1degne. Virkelig vildren har dog endnu tilhold paa grændsefjeldet mellem Koutokeino, Alten og Kvænangen. Der er neppe over §oo individer; det er den eneste vildren i Finmarken. Finnerne lægger sig i brunsttiden med sine tamren i de egne, hvor vild- renen færdes, og fælder dem. Samuel Budde fortæller om jagten paa vildren: «I Brunstens Tid, om Høsten, skydes den ofte iblandt de tamme Rejn; den strider da ofte med de tamme Grarejn om Sim- lerne, og naar den bliver Sejerherre og faaer jaget de tamme Oxe- rejn paa Flugten, giver den sig i god Roe iblandt Simlerne (Hun- Rejnen). Finnerne, som vide dette, afhugge gjerne de frem- meste Takker paa deres Oxerejn-Horn, paa det Vildrejnen kan vinde Sejer, jage dem paa Flugten, give sig i Rolighed og saa- ledes skydes, ja! undertiden fanges af dem med Tømme ligesom anden tam Rejn.» Vildren sees af og til paa fjeldene, f. eks. paa Bæskadas, Ravtaåvarre, Vuolasvarre, i flokke paa indtil et Snes stykker. Det heder videre, at vildren, vel egentlig forvildede ren, er der af og til i Talvik, men efterstræbes da gjerne af finnerne. Vildrenbestanden er“ sikkerlig aftaget aar for aa’r, saa ud- byttet af jagten paa dette dyr er ubetydeligt, og det er vel mest forvildede tamren, som skydes. I Finmarken er nemlig de fleste som vilde anseede rener blot bortløbne tamrener eller deres forvildede efterkommere. I ældre tid fangedes renen i dybe, runde eller aflange grave, som opkastedes der, hvor renen pleiede at gaa, og som overdæk- kedes med grene, ris, løv eller renmose, og der anbragtes spyd af haardt træ, senere med jern i bunden. Ved saadanne ren- grave var sædvanlig en stengud ((]ædge ibmel). Disse grave afløstes af eller forbandtes med tragtformet sammenløbende gjærder (vuoma eller vuolrman), hvor de vilde rensdyr dreves ind for at falde i graven eller dræbes i en indhegning. Den ældste maade at jage renen paa var den at skyde den med pile eller udsætte selvskud med bue og pil i pas eller trange steder, hvor renen pleiede at gaa. Senere opsattes îf2 mil lange gjærder og mellem disse en mængde snarer af finger- tykke reb. Fellman omtaler, hvorledes finnerne jagede vildren i brunst- tiden før Mikaeli med lokkerener og hund. Hunden føres i baand og kan adskille de vilde rensdyrs spor fra tamrenens. Brunsttiden er da i sin begyndelse, og naar den stærkeste