492 . FINMARKENS AMT. foget værst og natten mørkest. Vagten maa gjøre en rundtur omkring hjorden, samle den sammen ved hjælp af hundene, skrige, raabe, skyde eller gjøre saa megen larm som muligt, forat ulven fjernt og nær kan mærke, at folk baade er tilstede og paa færde. Er ulven rigtig sulten, skyr den intet, ikke engang skud med løst krudt, men ellers holder den sig paa afstand og lurer paa bekvem anledning; thi den kjender sine folk og ved, at den, naar sneen er dyb, let kan komme tilkort mod finnen paa ski. Men netop som denne efter en rundtur omkring hjorden har krøbet ind i et hul m1der en snefonn for at finde ly for sneen og slaaet sig til ro en stund, kan det hænde, at der pludselig bliver uro i leiren. Hundene, der har lagt sig over vogterens ben og en stund tjent ham som fodtæppe, farer pludselig op og sætter gjøende afsted. Rensdyrene, der i det samme ogsaa aner uraad, slaar sig først sammen i en tæt klynge. Derpaa farer de raad- vilde hid og did, indtil de faar veir af rovdyrene, men stryger saa afsted i stærkeste sprang, helst imod vinden, forfulgte af ulvene, der søger at sprænge l1jorden, for derpaa to og to at -angribe de enkelte dyr. Nu gjælder det for vogterne, ofte børn paa 15 aars alderen, at være rappe; den ene med hundene efter hjorden, den anden saa hurtig som muligt paa sine ski afsted til teltet for at faa familien eller familieme, om der er flere sammen, op og ud paa ski med raabet «gumpe læ botsuin.ff» Ulven er paa færde! Ulven er over hjorden! Den anden vogt-er har imidlertid med hundene søgt at værge hjorden saa godt som muligt. 0ppe i skraaningen arbeider 2 store renokser sig frem igjen- nem dybsneen. Tungen slænger dem ud af halsen, og det havde vist allerede været forbi med dem, dersom ikke hunden havde plaget, opholdt og hindret ulven. Hver gang denne farer afsted, er hunden bagefter den, saa at ulven hvert øieblik maa vende om og gjøre forsøg paa at faa tag i hunden. Endelig er dens forbitrede gjøen bleven hørt og hidkalder folk til dens hjælp. To skiløbere kommer tilsyne oppe paa aasen og tager pilsnart fart nedover for at afskjære ulven fra renokserne. Hidsigere end før angriber hunden, men ved synet af skiløberne vender ulven forskrækket og tager flugt-en nedover. Susende farer skiløberne forbi hunden, og nu begynder der et hidsigt kapløb med ulven. Er terrænet g1.mstigt og sneen dyb, bliver den ofte indhentet. Den skiløber, der først kommer den paa siden, giver den tvers over korsryggen, ulvens svageste punkt, et slag med skistaven, der lemlæster den saaledes, at den bliver siddende i sneen med gabende kjæft mod sine fiender og pustende en hvid sky af hed aande ud fra sit røde, blodtørstige svælg. - Trods al anstrengelse af vogterne gaar der ved et saadant
