474 F1NMAm(ENs AMT. Sættes forbruget pr. individ i Finmarken til 3.8 km.s, sva- rende til 2.5 favne alens ved pr. individ, hvad der neppe overskrides som ennemsnit i disse egne, hvor en hel del af befolkningen bor ved kysten, som er ganske snau, saa bliver det aarlige forbrug med en folkemængde paa 26 000 individer ialt 98 8O0 m.3 eller 55 m.3 pr. km.9 skog eller nær 1.7 kubikfod pr. maal efter de nuværende officielle opgaver over skogens areal, 18OO km.9 Efter skogdirektøren er der hugget i Statens skoge i Fin- marken med areal 1800 km.9 34431 m.““?’ trævirke eller 13.6 m.9 pr. km.2 eller noget over 0.4 kubikfod pr. maal. Skogkommissionen angiver i Karasjok en tilvækst af O.14 til 4.35 kubikfod pr. maal eller 4 til 139 m.9 pr. km.’ skog og i gjennemsnit 1.6 kubikfod pr. maal eller 51 m.3 pr. km.2 skog. Hvis dette tal, 51 m.3, kunde benyttes som gjennemsnit for Fin- marken, saa skulde tilvæksten være større end hugsten, og efter skogdirektø1–ens tal skulde tilvæksten i saa tilfælde være 3 til 4 gange saa stor som hugsten, men der hugges nok meget mere, end der opgives som anvist. Der er afsides skoge, hvor der vokser mere, end der hugges. Selv om tilvæksten i det hele er større end hugsten, saa udelukker dette ikke, at de skoge, som ligger bekvemt –til, hugges over evne. Alle disse tal fra Fin- marken maa ansees mere som skjønsmæssige antydninger lige- overfor de resultater, man vilde komme til, om man uden kritik benytter skogkommissionens og skogvæsenets tal.’ Til de strækninger, hvor furu og birk vokser saa afsides, at skogen ikke hugges nok, hører dele af Sydvaranger. Nær kysten og ved kysten, hvor skogen ligger bek-vemt til, er den forhuggen eller udhuggen. Da folk dels er fattige, dels ikke for- synlige nok, og da de ikke vil fryse, hugger de der, hvor de finder ved bekvemmest. T0rVmy1’e1’. Saalænge Finmarkens kyster og fjorde har været beboede, har torv vistnok været benyttet paa de steder, hvor andet brændsel ikke har været at finde. Ude ved havet og i de ytre fiskevær har torv været benyttet i større udstrækning tidligere end nu, efterat brugen af stenkul er bleven mere almindelig. Stikning af Statens torvmyrer er vistnok paa mange steder lige gammel som den første bebyggelse, og der har neppe nogen- sinde været nedlagt forbud mod en saadan brug. Brugen af brændtorv er mange steder temmelig stærk, uden at tilgangen er betydelig. Forbrugerne maa som regel selv trække torven til sit hjem paa kjælke eller bære den paa ryggen, og de
