230 F1NMARKEÑS AnT. lige mod Sandholmen, indtil man nordenom Store Lyngø naar den beskrevne ankerplads. Foretrækker man derimod at søge havn i bug-ten ved Gjæsvær, da styrer man lige mod den inderste paa bugten liggende lille runde holme, fra denne atter mod det lille skjær ved Store Lyngøs nordøstlige ende og dreier først af, naar man har bugten fuldkommen aaben. Vil man ved indseilingen nordenom Magerøen gaa mellem Hjelmsø og Maasø til Breisund eller Havøsund, da er Stukeboen den første grund, som man maa vogte sig for. Den har 4 favne vand. Har man rum vind, da styrer man fra Stauren lige mod Maasøkalven, og man vil da gaa fri af de to mellem Magerøen og Hjelmsø liggende grunder Ytre Stappeg)–und med 15 favne vand og Indre Stappegrund med 11 favne. Er Stappegrunderne passerede, er farvandet rent, og man kan søge ind til indenskjærSleden eller søge havn i Havøsund. Landk;jendinger for kysten fra Nordkap til Tanahorn er først Magerøm som landsende, der let vil kunne kjendes, naar man ikke befinder sig for langt mod nord. Knivskjælodden, der er denne øs nordligste pynt, fortoner sig, som nævnt, som et lavt land, hvorover det østfor liggende høie og mod havet bra-t af- gaaende Nordkap sees, førend man er kommen saa langt 11ordlig, at det viser sig udenfor Knivskjælodden. Østenfor Magerøen vil de brede mundi11ger af PorsangeTîfjord og Laksefjor(l give gode landkjendinger, og ligeledes det mellem disse fjorde liggende høie forbjerg Sværholtklubben, som, seet- i afstand, synes adskilt fra landet indenfor. Østenfor Laksefjord danner forbjerget Nord- kyn eller Kimaarodden et høit og meget kjendelig-t pu11kt. Da far- vandet mellem Magerøen og Nordkyn er fuldkommen rent, kan fartøier, som vil søge ind Magerøsund eller er bestemte for Pors- angerfjord, med tryghed a-nduve Magerøen eller Nordkyn. Naar landet ved Sletnes østenfor Nordkyn ikke sees ret nordenfra, fortoner det sig ganske lavt, idet de derværende fjelde ikke hæver sig umiddelbart ved kysten, men i nogen afstand fra samme Ved ()mgang, som ligger paa den vestlige side af Tana- fjordens mund.ing, er vel landet høiere, men det danner ikke nogen bestemt fremspringende og derved kjendbar odde. Selve Tana-fjorden er heller ikke let at kjende; den er trangere end de to førstnævnte fjorde, og skjønt fjeldene, som begrændser den, er høiere, har de dog intet særegent eller paafaldende udseende. Det ved fjordmundingens østside liggende Tanahorn giver kun kjending nær under kysten; kommer man længere tilsjøs, viser det sig ikke isoleret fra den dybere ind i landet værende høie og jevne fjeldrække. Østenfor Nordkap findes den første indseiling fra havet til
