gjort, før der kom udmærket god vind fra østsydøst, som førte hans skib og de andre skibe, som var med, 20 mil nordenfor malstrømmen, uden at de behøvede at lese den anden knude. Han fortæller da, at man maa holde sig otte til ti mil ude paa det aabne hav for at undgaa malstrømmen. Da vinden begyndte at blive nordlig, løste kapteinen den anden knude, og de fik da god vind til de nævnte nes, men da disse var passeret, saa fik kompasset en misvisning paa 6 streger, hvilket bragte dem paa den formodning, at der var en magnet i fjeldene, og hvis de ikke havde havt en erfaren lods, saa vilde de helt have forvildet sig o. s. v.
De la Martinière har øiensynlig kjendt, hvad Peder Claussøn i sin «Norriges Bescrifuelse» fortæller om finnerne og deres evne til at gjøre vind, og saa beretter han, at han selv har oplevet det.
Om finnerne i Varanger fortæller han:
I hvert hus er der en stor sort kat, som de holder høit i ære, og som de taler med, som om den havde forstand. De gjør intet, som de ikke fortæller den, og tror, at den hjælper dem i det, de tager sig til. Hver aften gaar de ud af sin gamme for at raadspørge den, og katten følger dem overalt, hvor de gaar, saavel paa fiskeri som paa jagt. Skjønt dette dyr af udseende har formen af en frygtelig kat, saa har jeg troet og tror endnu, at det er en husdjævel.
Johannes Schefferus, født i Strassburg 2den februar 1621, kaldtes i 1647 som professor til Upsala. Han var en mangesidig og flittig forsker. Af interesse for Finmarken er hans Lapponia, 1673, som er udarbeidet efter opdrag af M. G. de la Gardie. Denne bog blev i sin tid modtaget med stort bifald i den lærde verden og oversattes paa mange fremmede sprog.
Scheffers Lapponia er grundet paa haandskrifter af Rheen, Tornæus og maaske Graan. Paa rigskansler Magnus Gabriel de la Gardies opfordring har disse nævnte tre forfattere skrevet beretninger om finnerne, hvilke først er trykte i «Nyare bidrag til kännedom om de Svenska landsmaalen» i 1898, 1899 og 1901.
Samuel Rheens arbeide heder «En kort Relation om Lapparnes Lefwarnee och Sedher, wijd-Skiepellsser, sampt i många Stycken Grofwe wildfarellsser» og er skrevet i 1671.
Olaus Graans arbeide heder: «Relation eller En Fulkomblig Beskrifning om Lapparnes Vrsprung så wähl som om heela dheras Lefwernes Förehållande». Den er skrevet i 1672, og det er ikke sikkert, at det er benyttet af Scheffer.
Johannes Tornæus har ca. 1671 skrevet «Berättelse om Lapmarckerna och Deras Tillstånd».
Hans Hansen Lillienskiold, født 1650 vistnok i Bergen, blev 1673 vicelagmand og senere lagmand i Bergen. I 1676 blev
