158 F1NMAR1(ENs A1æ1T. Selve brændingerne, der slaar ind mod kysten, i forbindelse med den almindelige forvitring, undergraver fjeldet, hvor dette gaar steilt ud mod havet, og stene drives af bølgerne ind imod fjeldet, og idet de selv tilrundes og opslides, slider de selv paa fjeldet, hvor dette ligger udsat for angrebet. Neppe nogensteds finder man saa vakre tilrundede fjære- stene som i nogle fjærer i Finmarken, f. eks. ved Honningsvaag og“Kjøl1efjord. Det er disse stene, som gaar under navn af Nordkapstene og undertiden har faaet en mærkværdig regelmæssig ægform med en glat poleret overflade, saa de er at tage paa som glas. “ Paa lange strækninger, f. eks. ved Honningsvaag, bestaar fjæren af slige stene, som er tildannede af havet. Men bliver disse angrebsvaaben, som havet benytter, til- rundet og regelmæssig tildannet, saa faar den kyst, der er udsat for angrebet, en alt andet end regelmæssig form. Idet fjeldets fod undergraves, styrter det overliggende ned, og derved frem- kommer de vilde styrtninger, som kaldes næringer. – Nordkap og Nordh“yn er typiske eksempler. Andre steder, hvor der er svaghedsflader i fjeldet, arbeider havet sig ind et stykke og danner de trange smaabugter, ofte med steile sider, som kaldes kjeiler, og som ofte er et reddende tilflugtssted for de baade, der drives ind mod den vilde kyst. Fortsættes dette havets arbeide, saa kan det hænde, at be- synderlig formede klipper staar igjen enslig som obelisker, kirker, stave eller horn. For en saadan stavlignende isoleret klippe ud mod det aabne hav havde vore forfædre navnet drangr, og de kaldes endnu af og til i Nordland dranger, en betegnelse, der burde blive almin- delig Færingerne kalder dem drangar, og paa vort gamle ko1oni- land Orkney har de benævnelsen drongs. Bekjendte dranger i Finmarken er ffielmsøstauren, Stappene, Finkirken, Tanahornet, Egstauren og flere. Men hvor havet under sit angreb arbeider sig ind i fjeldet efter en svaghedsflade, uden at det overliggende styrter ind, der fremkommer en hule, og disse finder vi da hyppig paa Finmar- kens kyster, og der er vistnok mange flere end de, som i det følgende nævnes. Dette havets arbeide paa kysterne er bedst skildret af Play- -fair i hans illustrationer til Huttons theori om jorden: Hvor kysten er vild og klippefuld, taler den et sprog, som er let at forstaa. Dens brudte og steile konturer, de dybe bugter og de fremspringende forbjerge, som behersker den, og det for- hold, hvori disse uregelmæssigheder staar til bølgernes kraft, forenet med ulighed i bergarternes haardhed, viser, at den nu-
