142 FmMAm(ENs AM“r. I botnernes og sækkedalenes bund ligger der ofte indsjøer. Er botnen fyldt af en isbræ, kan indsjøen ikke sees, men i de tomme botner viser ofte en moræne foran indsjøen, at den har været leiet for en bræ. Botnerne, som i det sydlige Norge ligger i høie niveauer, træffer man i Finmarken lavere, saa at der endog er fjorde, der kan benævnes botnfjorde. I Finmarken er der overgange fra botner til sækkeda-le og fjorddale med indsjøer samt til fjorde, der afsluttes som botner, saaledes at det viser sig, at alle disse forskjellige former for erosion hænger sammen. Særdeles vel udviklede sækkedale og botner er der i gneis- og gabbrolandet i Vestfinmarken. Som rene typer paa botnfjorde kan nævnes de, som ligger paa nordsiden af Stjernøen, særlig Lille Kjærringflord. Paa nordsiden af denne ø, hvis nordlige del falder inden kartbladet Sørøen, er der fem fjorde, der alle ender som sækkedale, og som er adskilte ved steile halvøer, der opad ender i smale rygge. Den ryg, der ligger paa vestsiden af Lille Kjærringfjord, mellem denne og Smaljjorden, kaldes Smal)Ëjordfjeld og naar nord- ligst en høide af 605 m.; saa strækker den sig i sydlig retning som en smal ryg, der paa sine steder ikke synes at naa mange meters bredde og derfor snarere kan kaldes en eg end en ryg. Eggen stiger i høide mod syd til 886 m., og længere sydlig vender den helt rundt, fremdeles som en eg, saa at den helt omslutter fjorden som et amfitheater. Eggen naar sin største høide, 949 m., i IOærringjffeld, sydøstlig for Kjærring- fjordens bund, og snart vender eggen her ret mod nord og fort- sætter langs hele fjorden udover som en eg, i det hele aftagende i høide, indtil op for Kjærringfjordneset, hvor ryggen ender i en høide af 577 m. Foran mundingen af fjorden ligger nogle skjær, Kjærring- fjordskjærene. “Denne fjord kan ansees som en type paa en botnfjord. Den er ikke forskjellig fra en sædvanlig botn uden deri, at den ligger saa lavt, at den bliver fyldt af havet, medens botner i det sydlige Norge“først træffes i meget betydelige høider i de øverste tinder. Paa gneis- og gabbrolandet i Vestfinmarken kan deslige botner findes i alle høider, og det i hundredevis, naar man regner alle de smaa med, og det kan siges at være det mest fremtrædende træk ved landets form i denne del af Finmarken. Er nu væg- gen mellem 2 botner forsvundet, saa fremkommer der eid, og disse tjener som færdselsveie over øer og halvøer. De fjorde, der endnu har botnernes runde form, kunde be- nævnes botnflorde, og hvis længden er meget større end deres bredde, kunde de benævnes sækkejjorde. At deslige sækkefjorde
