GEOLOGI. 141 Isbevægelsen i Karasjok har i det store seet gaaet i nordlig retning, og stenene i morænegruset har kun været transporteret kort, da deres bergart svarer til undergrundens. Over den høide, til hvilken havet tidligere har naaet, ligger der i almindelighed aur eller grus fra istiden over fjeldet, hvor dette ikke er steilt. Dette dække af aur er i det hele taget ikke mægtigt, som før berørt, men det er jevnt og sammen- hængende. Over de flade fjeldhøider kan man vandre milelangt uden at faa se fast fjeld. Stenene er i regelen ikke helt til- rundede, men kun kantstødte; bergarterne i auren er ofte stedets egne bergarter, kun med enkelte langveis førte stene indiblandt. I morænegrus paa Store Raipas’ øvre flade ligger, foruden stene af stedets egen bergart, ogsaa stene af gneis-granit, gneis, dioritiske og amfibolitiske bergarter. Morænegruset mellem Kara-sjok og Skoganvarre er mere stor- stenet end almindelig er tilfælde. Foruden det glaciale grus, der vel delvis ialfald er at op- fatte som grundmoræne, er der flere steder iagttaget endemoræner. Fra Kaajjor-den omtaler Keilhau tre af sand, grus og stene bestaaende transversale banker, fuldkomne sidestykker til en af ham omtalt banke paa Andorgø; den ytterste og høieste, der efter sin form kaldes O–9karneset, springer frem ved fjordmundingen; de to andre er paa hver side gjenstaaende stykker af en indre, nu omtrent paa midten gjennembrudt barre. Morænen ved Saltviken hører rimeligvis sammen med morænen Øskarnes paa den anden side af fjorden. Længer inde i Kaafjord er en endemoræne, gjennem hvilken et snævert løb fører ind til Kaafjordens indre del, som danner et bækken. Ved Hammerfest ligger et lidet vand, som kaldes Storeuatn, 6 m. o. h. Foran dette ligger en moræne, som har en jevn overflade. Elven gaar gjennem morænen, der er saa lav, at den har ligget under havet. Der strækker sig en strandlinje langs vandet i høide med morænens øverste flade. Paa flere steder i Kara.s:jok forekommer saakaldte aaser eller gi-usrygge, som antages dannede af istidens elve, maaske under isen. Disse grusrygge eller aaser er tildels guldførende. Botner, botnjjord, jjorddale, florde og eid. Botnerne kaldes de korte smaadale, der afsluttes som et amfitheater ved en halvt cyIinderformet fjeldvæg, og som er fremkommet ved smaa bræers erosion. De kan ogsaa sammenlignes med formen af en hest-esko Botnernes form er i det hele og store overalt den samme; men de kan være mere eller mindre typiske eller regelmæssige. De er i Finmarken særlig talrige omkring Jøkelfjordbræen. . Bliver botnen lang, faar den formen af en dal, og kan da kaldes en sækkedal, da den standser som en sækkegade.
