GEOLOGI. I39 derfor angive, at den største del af overfladen er glaeialgrus, blokke, ur og myr-. Der er udfyld.ninger langs de store elve. Det glaciale grus er i regelen tyndt, ca. 1 meter mægtigt, jevnt og sammenhængende Det bestaar af stene, ti1rundede i kanterne, og stenene- hører i regelen hjemme paa stedet. Det fine materiale i samme er snarere at betegne som sand end som ler. I de indre dele er dette g1acialgrus bevokset med rensdyrmos. Gneis- og granit1andet, der strækker sig sydlig for den yngre sandstenformation, er paa det geo1ogiske kart betegnet som grund- fjeld i hele den del, som ligger syd for Gaisserne helt opimod Tanas kilder. En strækning nordvest for Karasjok er betegnet som gabbro. Længer vest er et stort felt paa begge sider af -]e«S;jjokka og sydover til Karasjokkas kilder og nordover til Je.s7Zjavrre betegnet som granit, og vestenfor dette til Altenelven er atter en strækning betegnet som tilhørende grundfjeldets lag. Det maa imidlertid bemærkes, at store strækninger her er bedækket med glacial aur, og at landet i det hele ikke er undersøgt i detaljer. Gaisserne nær Tana paa grændsen mod Karasjok bestaar af yngre lag, der hviler paa gneis. Ro-9tega129sa og det nærliggende Gainogaissa hæver sig raskt over 01ngivelserne af gamle bergarter. Rastegaissa er lO59 meter høit. I høiderne staar kvartsit i foldede og svævende lag, derover grønlig eller gulagtig sandsten; paa selve toppen er sandsten med kaolinpunkter. Gainogaissa, tæt ved, ser ligedan ud og ligeledes Gaisserne mod vest og Sydvest, som alle danner grændsen for den yngre formation. Endel af graniten mellem Alten og Karasjok er stribet som det sydlige Norges gneisgranit. Granitfe1tet er paa Dahlls kart 0mgivet med et graafarvet felt for «grundfjeldet, gneis, kvartsit, glimmerskifer, hornblendeskifer». Mod nord er der en grændse- Ii11je for «gaisasystemet», som paa Dahlls kart er betegnet med gul farve. Reus(–h bemærker, at grændsen ikke kan trækkes, som paa Dahlls kart i de af ham besøgte egne, og at en ind- deling af gaisa i en øvre og en undre gruppe, saaledes som det er gjennemført paa kartet, ikke kan opretho1des. Mæl’kOl’ efter i8tide11. Skruingsmærker, moræner og flyttede bIokke er i Hnmarken, som andre steder i landet, mærker efter istiden. Allerede Keilhau siger, at den store og tidligste flytning, hvo1–under fremmede klippefragmenter har kunnet afsættes paa meget høie punkter, er i Finmarken foregaaet fra syd mod nord. Som eksempel paa flyttede blokke anfører Keilhau dem, som ligger paa Maddevarre; dette fjeld er omtrent 440 meter høit, 0gi vid omkreds er det det høieste fjeld paa Varangernesets
