I 38 FINMARKENS AMT. melig bratte, og foran skraaningen er der en smal, for det meste med løsmateriale dækket fjeldfod, paa hvilken kjøreveien gaar fra Vadsø til Tana. Ved Karlbotn, inderst i Varangerfjorden paa nordsiden, mellem Birgitnes (Bigganjarggaj og Søledalen (Rappenjoaske) ligger et høist mærkværdigt konglo1i1erat, i hvilket dr. Reusch har fundet skuringsmærker paa stenene i konglomeratet, og da særlig paa dem, som bestaar af dolomit. Ligesaa er skuringsmærker paavist paa overfladen af den under konglomeratet liggende sandsten. Det hele konglomerat ligner en moræne, og disse skuringsstriber synes da at skulle antyde, at der i hin fjerne fortid har ligget bræer, som har slæbt sammen og skuret stenene i konglo- meratet. Konglomeratet er lindseformet og ligger mellem sandstenlag. Konglomeratets synlige mægtighed er et par meter; det har graa grundmasse og er ikke lagdelt. Brudstykkerne er af forskjellig stør- relse og ligger uden orden; de er for det meste kantstødte og er røde og graa graniter, gneis, mørke sandstene og skifere. Kon- glomeratet er udvasket af sjøen. Paa sandsten under konglome- ratet findes skuringsmærker, der gaar ind under konglomeratets fremspring. Englænderen Straham skriver, at han har forvisset sig om, at de gaar ind under konglomeratet, ved at bryde væk noget af dette. Der er to sæt af striber; det tyde1igste gaar i retningen østsydøst-vestnordvest. .4. Dal bemærker, at‘ skuringsmærkerne ved konglomeratet er typiske, og de gaar ogsaa uden tvil ind under dets fremspring; al- ligevel er det vanskeligt at gjøre sig fortrolig med, at de skulde være «fossile». Den underliggende sandsten maatte i saa fald have havt tid til først at hærdne, saa at den kunde modtage striberne: derpaa maatte konglomeratet være fremslæbt, og saa endelig den overliggende sandsten afleiret. Mellem den øvre og den undre sandstens afleiring maatte der da være medgaaet et betydeligt tidsrum; men nu er disse sandstene aldeles ens, og der er intet- somhelst tegn til nogen afvigelse mellem dem, eller nogen mellen1– lagring udenfor konglomeratet. Nogen endelig forklaring kan endnu ikke gives. Finmarkens fleldslette fremstiller det melankolske syn af nøgne, ensformede, svagtskraanende fjeldkoller, bedækkede med glacial- grus og bevoksede med skidden, graa rensdyrmos, hvis farve ikke er meget forskjellig fra grusets egen farve, og dette graa er afbrudt af lange snefonner med mellemliggende brune myrstræk- ninger og sjøer omgivne af ler eller i det høieste af usle, aldrig friskt grønnende græssletter. Man kan reise milevidt i Finmar- kens indre herreder, Karasjok og Koutokeino, uden at faa se fast fjeld. Et ikke afdækket geologisk kart over Finmarken vilde
