GEOLOGI. I35 Hvor de til gaisasystemet hørende bergarter danner kysten, hvilket er tilfældet helt fra Porsangerfjorden til Varangerfjorden, mangler kysten skjærgaard. Fjordene er aabne og meget brede, og først i Sydvaranger, hvor gneisen kommer igjen, bliver fjor- dene smalere og faar en skjærgaard. Sandstenlandet har helst formen af et taffelland. Paa flere steder forekommer grafitlag i disse yngre lag- rækker. Saaledes ligger sydligst i Koutokeino ikke langt fra Lodiken Ak.sjqjav-rre eller Øksevatn, med en betydeligere grafitfore- komst. Der er to sorte lag, skilte ved l a 2 m. sort skifer, det øverste er 2, det underste 21Zs m. mægtigt. Det sidste er det reneste med nogle smaa aarer og kom af hvid kvarts. Ved en undersøgelse viste disse lag sig at være frosne i flere meters længde, indtil der blev en større høide af fjefd over dem, og hvor lagene ikke længer var frosne, viste de sig gjennemtrængte af svovlkis, der gjorde grafiten ubrugbar. En mængde myrmalm forekommer ved sjøens bred. Paa veien fra det sted, hvor MaCejok falder i Altenelv, mod vest til Juovvagalddo, er der tre næsten vandret liggende grafitlag. Det første, henimod 3 m. mægtigt, har megen svovlkis og ligger i sort skifer. Over det andet lag, som egentlig er en sort skifer med svovlkis og magnetkis, ligger hornblendeskifer. Noget høiere kommer det tredje lag, 2 m. mægtigt, bestaaende af l(is og grafit; i toppen af Juovvagalddo er der amfibolit. Ved at forfølge lagene i strøgretning findes end større mægtigheder end de anførte. Hele fjeldet undtagen toppen var bedækket med brunjernsten paa omtrent 1 m. Langs Altenfford, paa vestsiden til Talvik, tilhører bergarterne denne yngre formation. Lange Vargsundets østlige side og mod øst til Reppaæ:flor-dens sydvestlige side er der grønne og sorte ler- skifere med alunskifer og graalig og gulhvid magnesiakalksten, hvilken sidste i Kvalsund kan naa en mægtighed af over 30 m. Paa Magerøe11,l hvor der efter det geologiske kart optræder bergarter, som dels hører til grundfjeldet dels til de yngre for- mationer, og desuden gabbro, iagttog Leopold von BuCh, at den grovkornede gabbro laa over andre mere finkornede bergarter. Efter den tids almindelige geologiske opfatning skulde granit og lignende grovkornede bergarter ligge lavest, være de ældste, og her var de yngre. Om fjeldene paa Magerøen, siger derfor Leopold von BuCh, at deres geologi er meget mærkværdig. Den giver ikke alene oplys- ning om bygningen af Europas nordligste yderpunkter, men ogsaa om følgerækken af bergarterne i disse nordlige lande, og det saa tydelig og fuldstændig, at man neppe i sydligere egne kan finde det bedre. Rækkefølgen af bergarter paa den sydøstlige del af Mager-
