I 22 FINMARKENS AMT. Bumandsflord-ene er 2 korte fjerde eller viker fra Sørøsundet, og her kommer isen fra høifjeldet ned over dalførernes ende- vægge. Ved bunden af disse fjorde, især ved søndre Bumandsfjord, er landet oversaaet med gabbroblokke tildels af enorme dimen- sioner. Keilhau beskriver bræerne paa Seiland saaledes: «Det sydvestlige stykke af øen Seiland reiser sig til en vid kuppel, som jeg fandt 3438 fod (1079 m.) høi. Den er be- dækket med en snekaabe, hvis flige hænger langt ned over bjerg- siderne, og hvorfra fonnisen nedskyder især mod nord og vest. De vestlige jøkler, som skal være de største og gaa længst ned mod havet, saa vi ikke. De er af det faldende slags og af dem, der trænger sig t1mgeformig nedigjennem dalkløfterne. Paa nordsiden bemærkede vi kun et par begyndelser til sidstnævnte art; fonn- isen indskrænkede sig her mere til, i form af en bord, at fort- sætte snebedækningen paa den brede bergside, uden at udgrene sig meget langt fra den kontinentale snemasse. Dennes rand løb som sædvanlig meget uregelmæssig rundt om kuppelen, og valget af en station til at bestemme høiden af snelinjen blev her ikke mindre vilka-arligt, end dette altid er tilfældet med deslige maa- linger. Det punkt, som syntes at ligge nogenlunde i midten af den Zone, indenfor hvilken de bedst fortsatte grændser af sne- kaaben løb op og ned efter de forskjellige lokale beskaffenheder paa fjeldsiden, blev fundet 2883 fod (905 m.) o. h. Dette var paa øens affald mod nord. Paa den sydlige side maa grændsen gaa anseelig høiere.» Naar det fra ældre tid heder fra Talvik, at Seiland var fri for sne, saa betyder dette neppe, at jøklerne var borte. Keilhau beretter, at en gammel mand i Talvik fortalte ham, at han i sin ungdom en sommer havde seet Seiland ganske blottet for sne; dette gjælder vistnok om den sydlige side, som han daglig havde for øine fra Altenfjord. D Provst Rede skriver i sine «0ptegnelser fra F inmarken»: «I nord ser man Seilandets mægtige fjelde-, nøgne for alt 1mdtagen den evige sne og is, som bedækker deres toppe, skjønt gamle folk paastaar, at den fordum pleiede at forsvinde i august maaned paa disse, saavelsom paa de omkringliggende, tilsyne- ladende vel saa høie fjelde.» Rede boede i Talvik, og Keilhaus beretning og Rodes er maaske øst af samme kilde. I Tanen herred er nogle faa og smaa evige isbræer. Paa sydsiden af Hanglejjeld (HGflgZ6(?æTl’O) er en snebræ, der i øst-vest er næsten sammenhængende i en længde af 4.7 km., med største bredde af 4.7 km.
