NATURLIG BEsKAFFENHE1). 1 I 5 yderst i synskred’sen antyder, at denne store strækning har for- høininger og forsænkninger. Der er dog i det hele ikke nogen større afbrydelse af terrænets ensformighed. Alene paa en enkelt kant sees Laksefjordens vilde og tildels sneklædte fjelde høit over det vidtstrakte plateau og tjener paa lange strækninger til orientering. Ikke alene konfigurationen er ensformet paa det finmarkske fjeldplatean. Kun i enkelte fugtige forsænkninger vokser noget græs og en smule lavt vidjekjær, og disse steder benyttes til at lade hestene græsse. Ellers er hele plateauet bedækket med kort, afgnavet renmos og overstrøet med store og smaa spredtlig- gende stene. Egnen sydover fra Sjuosjjavrre er milevidt, saa langt øiet kan naa, bevokset med smaa, forkrøblet og for største delen tyndt- spredt fjeldbirkeskog. Der er talrige smaa høider eller koller med tilsvarende smaa forsænkninger imellem, saa man let for- vi1der sig. Mellem Koutokeino og Karasjok er der strækninger, hvor hele høisletten er bedækket med birkeskog, vistnok ikke tæt, men dog sammenhængende Træerne kan undertiden paa de i ly lig- gende skraaninger og i dalførerne naa en tykkelse af 5 a 6 tom- mer; høiere op har de derimod mere udseende af buskads, og mellem dette vokser dvergbirken og fremfor alt den hvide, fro- dige renmose som et tykt tæppe. “ Disse egne er finnerues opholdssteder vaar og høst. Et saadant ensomt finmarksk høifjeldslandskab er eiendomme- ligt; den frodige birkeskog vokser op af den hvide bund, fjeld- sjøer ligger hist og her adspredte, de smaa elves rislen foruden kanske skriget af en ensom lom er den eneste lyd, der afbryder stilheden. Hvis maanens skin om natten kastes hen over de hvide marker, skulde man tro at have for sig et vinterlandskab, hvor eviggrønne træer vokser op af snedækket jordbund. De vigtigste bebyggede steder i dette indland er husansam- linger ved kirkerne i Koutokeino og Kara.s:jok. 0mkring Koutokeino er alle fjelde forsvundne; der er et aabent, fladt aasland, og paa mange steder er der vid udsigt over myrer og utallige smaasjøer. 0mkring selve Koutokeino overraskes man af det uventede og nye syn af grønne enge og kjør paa beite. Karasjok kirkested er et af de vakreste steder i Finmarken. Fra en af høiderne i omegnen ser man elven, som bugter sig opefter og ned- efter istore slyng; nes efter nes stikker sig frem, lave og dækkede af tæt birkekrat. Længere oppe strækker sig en mørk linje af tæt, rankvoksen furu, atter høiere oppe faar birken igjen overtaget, indtil terrænet umærkelig gaar over i de lange, bløde fjeldlinjer, C
