1 14 F1NMARKENs Au-r. v Raisduoddarhaldde, 1294 m. høit, i Nordreisen (røs no. 304) danner afslutningen af Tromsø amts høifjeld, og landet langs rigsgrændsen gaar over i lyngheder og vidtstrakte myrer, der øst for Urddevarre afløses af umaadelige sandmoer, med enkelte bølgeformede forhøininger. Fra Raisduoddarhaldde af antager saaledes landskabet en anden karakter, idet fjeldene gaar over til lavere, afrundede aas- partier, der efterhaanden næsten ganske taber sig i de vide myr- strækninger, som begynder ved sammenstødet mellem Tromsø og Finmarkens:1mter (røs no. 309) og siden med afbrydelser af min- dre høider strækker sig mange mile langs grændselinjen. Dennes retning er nu sydøstlig henimod Urddevarre, efterat den fra Haldde af har gjort en 3 a 4 mil lang bue østover. Det er vanskelige og ensformede myrtrakter, man befarer langs grændsen. De uhyre vidder synes aldrig at ville tage ende, en eien- dommelig, graagrøn farve af renmosen beklæder det terræn, der stikker op over den mørke myrflade, og faa forkrøblede dverg- birke findes hist og her. Fje1dsletter med en mager og ensformet vegetation udgjør hovedmassen af det indre af Finmarken. Landet er et forholds- vis lavt plateau, fra hvilket de større fjelde rager op, medens elve og bække strømmer i bredere eller smalere fordybninger. Ovenfor trægrændsen her udbreder der sig triste sletter og bak- ker af graa-grøn farve, hvor dvergbirken kryber tæt efter marken, og et mindre antal som oftest tørre, risformede vækster henter sin næring fra den tørre jord. Kun ved bække og vandansamlinger fremtræder et 1ivligere grønt, og lavtvoksne vidjebuske indfinder sig. Den øde taushed afbrydes af nogle fjeldfugles klagende toner, og renen henter her sin hovedsagelige næring af tørre lavarter, som bedækker mai-ken. I dette udstrakte indland er to større og dybere dale, Alten- dalen iVestfinmarken og Tanadalen i Østfinmarken, med Altenelven og Tana; den første kommer fra Koutokeino, Tana fra Karasjok. Mellem disse vasdrag ligger store fjeldsletter med mangfoldige myrer, tjern og fjeldvande, saa man maa gjøre be- tydelige omveie, naar man færdes der om sommeren; men om vinteren er disse fje1dvande og myrer ti1frosne og dækkede med sne, og man kan da færdes næsten overalt. Man følger gjerne da1førerne, saa unødige stigninger undgaaes. Mange steder er der birkeskog. Paa den store finmarkske bøis1ette omkring indsjøen Sjuo-s;j- javrre er en vid og jevn horiZont, som naar man reiser over de store ørkener eller paa havet; kun nogle svagt bølgeformede linjer
