NATUH1.1G BEs1(AFFENHEn. 1 1 1 I den brede Syltefjord er der nogen birkeskog. Ved fjord- bunden er gode beiter. Høideplateauerne paa –begge sider af Syltefjord er en vild ørken uden spor af vegetation. «Mellem Persfjorden og Havningberg hæver kysten sig til over 1O0 meter, hvorefter landet indenfor længe holder sig i denne høide. Det har et høist sørgeligt udseende,» skriver Keilhau; «paa bjergsletten er næsten ikke et spor af jord eller vegetation at se; planteriget frembringer i det høieste enkelte brunagtige, med svagt græs og mos besatte strøg mellem de med graa smaastene be- dækkede strækninger, paa hvilke endnu laa en mængde sneplet- ter. Grønt græs fremspirer kun i rifterne mellem de mod havet vendte berghammere og paa det fra disse nedgledne, til et slags jord opløste stenras. I Sandfjordens inderste bugt laa en omkring stranden bøiet rad af hvide sandhobe, der tildels var bevoksede med Elymus. De lignede en samling af kjæmpehøie, og med deres smukke lysegrønne bedækning tiltrak de øiet behageligen i dette traurige landskab. Harbaken, den skarpe spids af Havningbergs halvø, skjærer sig langt ud i Ishavet, retvinklet-fra kystens hovedretniug.» Inde paa de nøgne fjelde med de gigantiske sammenhob- ninger af løse stene er dog dyreverdenen ikke saa fattig. Paa en dag kan man træffe ræv, hare, maase, lom, ænder, øm, rype, skarv, tyvjo, myrsnipe, edderfugl foruden den tamme ren. Den store Varangerhalvø er saaledes en stenørken med ren- mose og myrer og kun med en sparsom vegetation; henimod den indre del af Varangerfjorden finder man nogle strækninger med vidjekjær. De fastboende, norske, finner og kvæner, har hist og her nogle slaatter ved elvedalene nær kysten. Ellers er der udenfor de beboede steders nærmeste omgivelser intet england, og nogle faa fjeldfinner holder til paa halvøen. Midt paa halvøen ligger nogle store fiskevande, som kun faa nordmænd har besøgt. Halv- øen falder brat af baade mod Tanafjorden og Ishavet; der er ofte ingen bergfod, dog gaar der paa sydsiden af halvøen, langs Varangerfjorden, en strand. Inde i bunden af Varangerfjorden, særlig omkring Nyborg, er der fladere og mere skogbevokset land; men jo længere man kommer udover paa nordsiden af fjorden, desmer trækker skogen sig tilbage fra fjorden og giver plads for den øde og nøgne strand, hvor der intet ly er mod den her næsten stadig blæsende sure vind. Her gaar en god chaussee langs Varangerfjorden til Vadsø og videre vestover til Store Ekerø. Udsigten over Varangerfjorden fra Storfjeldet, som hæver sig ca. 200 m. over Mortensnes, er beskrevet af Keilhau.
