9O FxNHARxENs .m“r. de norden- og vestenfor liggende egne. Egentlig skulde den indre del af Sydvaranger regnes til det indre Finmarken, men ved de politiske grændser her ligger det meste af indlandet i Rusland og Finland. Det indre Finmarken er det mest udpræget kontinentale landskab inden det nordlige Norge. Dets inderste dele er fjer- nede indtil 250 km. i ret linje fra vasdragenes munding, som ligger i bunden af dybe fjerde langt fra det aabne hav; i østlig til sydøstlig retning ligger udstrakte indlandsvidder, som end yderligere skjærper dets kontinentale karakter-. Rummelige dalfører, omgivne af høie Væksterlige lier, mangler saa godt som ganske, ligeledes savner man de høie alpetoppe. Stadige snefonner og isbræer er der ikke. Landet er oftest en vidtstrakt, jevn og monoton, svagt bølgeformet høislette, dækket med glacialgrus, som ofte hviler paa et underlag af ur. Nøgne klipper, ja større stene er, naar nogle mindre strøg undtages, sjeldne og mangler over store vidder; af og til kan man vandre en hel dag uden at støde paa stene, om de end af og til rager frem i tjernene over deres vandflade. Paa disse høisletter ligger spredt en mængde grunde indsjøer i alle størrelser, fra store vande og mindre tjern indtil ganske smaa skaalformede og fladbundede vandpytter, alle næsten stedse omgivne af grusede flade og jevne bredder, der er neppe mærkbart hævede over vandspeilet. De smaa tjern udtørres ikke sjelden ganske eller delvis henimod høsten. Elvene er paa store strækninger af deres løb sagteflydende, ofte ud- videde til en kjæde af vande, adskilte ved ubetydelige 8tYyk, hvor- ved de i store længder bliver farbare med baad, ja selv seilbare. Til siderne er de omgivne med bratte sandmoegge eller med lave skraaninger, eller de ligger i bunden af en noget dybere trang dalrende, hvis sider undertiden kan være bratte og fulde af smaaberg og hammere, saaledes som paa enkelte strækninger er tilfældet med Koutokeinoelven. Vegetationen er i det hele fattig og monoton, paa høislettens flader udenfor vandenes og elvenes bredder yderst fattig, i det væsentlige en gold xhvidmose- mark», som i grunde fordybninger er bevoksede med meget glis- sent staaende lavtvoksede birke. De ellers vidt udbredte li- og alpeplanter er sjeldne, men af fanerogame vandplanter er der mange arter vel repræsenterede, og de er hyppige og optræder i masse. FjeIde1Ie8 høider. De høieste toppe er i Finmarken fordelt anderledes, end tilfældet pleier at være i Norge. Sædvanligvis er det hos os saa, at fjeldenes høider tiltager indover fra kysten, indtil de naar en største høide ikke langt fra vandskjellet, hvor- paa fjeldene atter aftager i høide paa den anden side af vand- skjellet.
