Ringerikes fogderi. 167 major Tungelfe1dt, tilbage til hovedstyrken ved Kristiania ad den samme vei, hvorad de var kommet. Enkelte skal være flygtet over Krogkleven, hvor de frøs ihjel. En vagtpost paa 25 mand under kaptein Allemander flygtede til Vikersund, hvor de overgav sig til en forhenværende fændrik for at undgaa at blive fanget af bønderne. „ Traditionen beretter, at det var prostefruen Anna Ramus, født Ko1bjørnsen, som havde faaet Løwen til at stille Allemander paa post vest for Norderhov — han stod nemlig paa den vei, der førte vestover — istedetfor øst for gaarden. Dette skeede for at gjøre det lettere for nordmændene, der laa ved Sten, at overrumple sven- skerne. Hun skal ogsaa have bidraget til at dysse svenskerne iro, og skal have givet nordmændene underretning om, hvor de var at finde. Uagtet samtidige ber-etninger intet meddeler herom, er dog traditionen i og for sig ikke usandsyn1ig. Hun ligger begravet i gravkjelderen under Norderhov kirke. Blandt dem, som udmerkede sig under bataljen, nævnes 2 ringe- rikinger, underofficer Thor Hovland og dragen Peder Putten. 7de april samme aar forsøgte svenskerne med 300 mand at bane sig vei over Krogskogen til Ringerike. Veien over Krogskogen, der den gang gik noget nordligere end nu, var imidlertid besat af en afdeling bønder under anførse1 af fogden Lars Mikkelsen og et kompagni soldater under kaptein Coucheron. Bønderne bestod væsent- lig af telemarkinger, der i et antal af 3OO var mødt frem for at tilbyde sin tjeneste som frivi1lige. I den kamp, som her udspandt sig,—blev svenskerne drevet tilbage med betydeligt tab. Baade en af anførerne, major Nieroth, og et par andre officerer blev haardt saaret. Karl den 12te, der kort tid efter personlig undersøgte nordmændene-s stillinger, fandt disse saa gode, at han-afstod fra videre angreb. Dette er den sidste gang, Ringerike har været skuepladsen for krigsbegivenheder. Derimod har det ved et par leiligheder været haardt hjemsøgt af hunger og dyrtid. I 1575 herskede der saaledes stor hede og naar paa Ringerike, og dette distrikt led ligeledes meget i hungersaarene 1741 og 1742. «Folk maatte», skriver wiel nogen tid efter, «lage sig Brød af Mask, Rugl1alm og Bark. Det var bedrøveligt at se saa mange Mennesker gaa tilskogs for at flaa Bark til deres Føde, som ellers er Kreaturenes Ophold, og dog arbeidede de, uagtet Kræfterne slog dem meget feil, formedelst den slette Føde.» Ogsaa Hallingdal var i disse aar frygtelig hjemsøgt af hungersnøden. Under den uro, som i store dele af landet var herskende om sommeren 1851, forefaldt der ogsaa nogle optøier paa Ringerike. Uroen skyldtes en kommunistisk bevægelse, hvis egent-lige leder var student Marcus Thrane. I dagene fra ]0de til 17de juni 1851 af- holdtes der ved Kristiania et saakaldt centralmøde af repræsentanter for forskjellige arbeiderforeninger, hvilket bidrog til at sætte forøget liv i bevægelsen udover landet. Der var navnlig regnet paa tilslut- ning fra Ringerike, Aadalen og Hallingdal, og lederne skal her
