Trods sognepræst B. Landstads forbøn blev Neslands kirke nedrevet i 1847 samtidig med den nye kirkes indvielse, og inden den var tilstrækkelig undersøgt. Nogle aar efter (1852) offentliggjorde Landstad sit digt «Neslands kirke» til dens ihukommelse.
Om Neslands bygd skriver Landstad, at den ligger nedsænket i en trang dal ved den skummende Tokke eller Totakelv og har intet, der særlig udmærker den fra andre fjeldbygder. Det eneste, som kunde vende opmærksomheden hen til den ensomme dal, har folket nu berøvet sig selv. Der stod nemlig en af disse gamle mærkelige stavkirker, som især ved de af professor Dahl udgivne tegninger i den senere tid har tiltrukket sig almindelig opmærksomhed som en for vort land særegen og andre steder ukjendt byggeform.
Neslands kirke havde staaet over 600 aar og var endnu lige rank, men den var bleven for liden for menigheden, og man nødtes derfor til at bygge en ny. Den ny, temmelig firkantede kirke, der blev sat ved siden af den gamle, blev indviet 1847, og ved denne anledning bad jeg for stavkirken, at den maatte blive staaende, uagtet man allerede havde begyndt at lægge haand paa den.
Man mødte mig blandt andet med det spørgsmaal: hvorledes og af hvem skal den vedligeholdes? Det var den sten, af hvilken den blev knust.
Neslands kirke var vistnok intet pragteksemplar, men den havde dog et særeget præg, og foruden alderens ærværdighed, saa var den maaske den eneste gjenstaaende kirke af dette slags, om hvilken man med bestemthed vidste, naar den var bygget. Jeg kan ikke nu opgive dens dimensioner, men den var overmaade liden — den mindste kirke, jeg har seet, og dens indskrænkede rum vidnede om, hvor ringe befolkningen paa hine tider maa have været i denne egn. Dens lidenhed har vel ogsaa givet anledning til det sagn, bønderne fortæller, at den først blev bygget og opsat i Mannaasgrænd, men at en «hjuringjente» (hyrdepige) bar den i sit forklæde til Nesland, og satte den der, hvor den nu stod.
Koret, der var reist paa stolper ligesom et stabbur, var høit hævet over skibet, fra hvilket en trappe førte op til alteret. Men stolperne var skjulte ved den udvendig anbragte beklædning. Malingen, der kun daterede sig fra 1713, og som, uagtet maaske en efterligning af noget bedre, var udført af en mindre dygtig haand, imponerede ved sit brogede udseende og maa, medens den endnu eiede sin fulde glands, have afgivet et besynderligt skue. Vægge og loft var overalt bemalede med store basunblæsende engle i flagrende gevanter, med bibelske scener, sprog af skriften o. s. v.
