Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/22

NORGES REISNING MOD HANSEVAELDET 15 mand“, som omtales i Hans Paalssons redegjørelse af 1425 om for» ' holdene paa Island (se III, 1, s. 267) og som i 1429-1431 optræder som kaper i Østersjøen. Sikkert er det, at kong Erik den 24. sep- tember 1430 (i Skaré med sit raads raad udsteder frelsebrev for ham, hans hustrufog børn, hvorved de selv, deres bønder og tienere og alt deres gods bevilges frihed ,,med al kongelig rente og rettighed, hals og haand (Q: doms~ og strafferet i livssager), intet undtagen“; alene for ekstraordinære skatter skal de aflægge regnskab. Dette sjeldne privilegium viser, at han allerede dengang var en mand, som kongen ventet sig meget af. Naar han kom til Norge, ved vi ikke. Men sommeren 1439 er han fehirde i Bergen og hirdstjore paa Island, hvis kongelige indtaegter han sammen med Danzigraadmanden Berthold Burhamer har forpagtet af kongen. Dette maa være skeet i 1438. Ryfylke len har han faaet efter Endrid Erlendsson (-j- ca. 1440). Under et hansemøde i Kjøbenhavn 1441 beder Kristoffer stædernes sendebud, at de maa støtte hans foged i Bergen, som da var der tilstede, hvilket disse lovede. Denne foged maa vaere Olav Nilsson, som altsaa har sluttet sig til Kristoffer, før han endnu var valgt til Norges konge. Ved denne tid har han endnu ikke lagt sig ud med kjøbmanden i Bergen. Nogen sympatetisk mand var Olav Nilsson ikke; han var en selvraadig og voldsom fribyttematur, opdraget i kaperlivet under Erik af Pommern. Ogsaa nordmaendene fik senere føle det. Men af hanseaterne blev han en uforsonlig fiende, og dette fiendskab endte med hans voldsomme død i 1455. Ved hr. Olavs side stod hans hustru, Elisa Eskildsdatter Hegle, datter af Eskild Åkesson fra Skaane. Om hende siger den norske tradition, at hun ,har havt mands naturi sit hjerte“. Efter mandens drab førte hun og hendes børn privatkrig mod stæderne for at aftvinge dem mandebod for drabet. Oppositionen mod de fremmede i Bergen gav sig først udslag iet klageskrift, som raad og menighed vaaren 1440 indsendte lil rigsraadet i Oslo. Klagebrevet gaar ud paa, at tyskerne efter deres tilbagekomst i 1435 er blevet saa hensynsløse og har sat sig saaledes ud over norsk lov og ret, at alt indenlandsk næringsliv trues med undergang, ,,om thennem tilstedis i theres brug og handel at komme udi sedvane och langsommelig hefd". De har sammenfattet sine klagemaal i 16 punkter, hvorav vi skal merke os følgende: ' _ 1. Naar borgerne vil drive sin seilads af Bergen med kjøbmandskab / tilsjøs, farer tyskerne efter dem og med hug og slag fører dem tilbage igien, saa de hverken kan nyde lov og ret eller friheder og privilegier.