Kalsrteaus t-1ANsE1>oLtr1K 1 1450-AARENE 123
get paa Oslos aeldste privilegier af 1346 og 1358 og saaledes opret-
holder den ældre norske lovgivnings principer. Det samme gjør
et frihedsbrev for Trondhjem af 9. juli, hvorved denne bys borgere
tiaar ret til at handle over hele Norge, tillands og tilvands, i by og
i bygd.
Den 9. iuli udgav kongen i havnen Kalvsund efter begge rigs-
raads raad en forordning om evig landefred tillands og tilvands. Den
er - som den foregaaende landefredsforordning af 10. oktober 1453 —
sterlig rettet mod dem, som forstyrrer kjøbmandens fredelige seilads
‘ og ulovlig beskatter, udpanter, fængsler eller arresterer folk uden
lovmaal og dom. Den sætter ubetinget livsstraf for fredsbrud og
ran, og den husbonde, som ikke selv retter over sine tjenere, skal
med liv og gods svare for deres brøde som for sin egen. Forord-
ningen er en gjennemførelse af fredstraktaten med stæderne, og Go-
deke Burmester skriver i den anledning hjem til Liibeck; ,,Saa har
ogsaa vor herre og konge alvorlig paabudt en fast fred overalt til-
vands og tillands efter fredsbrevenes indhold." Han meddeler vi-
dere, at kongen lige efter mødet beordrede hele det norske rigsraad
med alle sine tjenere fra skibene op paa land og lod freden for-
kynde, saaledes som den var beseglet og besluttet, og han udtalte,
at alle, som paa noget slags vis bryder denne fred, vil han uden
naade og barmhjertighed lade henrette, han være herre eller knegt, og
de skulde ikke i hans lande have fristed hverken i kloster eller i kirke,
Det er neppe tvilsomt, at alle disse strenge forholdsregler med
dødsstraf for røveri og med tyskernes adgang til selvtægt mod for-
brydere er rettet direkte mod Olav Nilsson og hans tilhængere. For
hans skyld er det visselig ogsaa, at kongen sender Godeke Burme-
ster til Bergen for at kundgiøre freden der, hvor han tidligere havde
været oldermand og var godt kjendt. En tysk kilde beretter endog,
at han havde det hemmelige budskab fra kongen til Magnus Gren,
at denne ikke straks skulde udlevere slottet til Olav Nilsson, men
afvente naermere ordre; hermed skulde kiøbmanden bistaa ham.
Mistanken til Olavs egenraadighed viste sig vel begrundet. Uden
kongens samtykke gav han paa veien til Bergen Gre engelske skibe
Iicens til i lO aar at seile nordenfor Bergen, hvilket var i strid med
stapelretten. Ligesaa brød han freden, idet han iforbindelse med
sin bror Peder og Nils Pedersson bemægtigede sig flere hanseatiske
skibe, ved hvilken leilighed en søn af Peder blev dræbt.
Søndagen den 30, august kom Olav Nilsson med 9 skibe til
Bergen i følge med sin bror Peder, sin søn Nils og biskop Torleiv.
Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/130
Utseende
Denne siden er ikke korrekturlest