Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/128

KRISTIERNS 1-masevotmk 1 1450-AARENE 121 sund og Wismar, hvis leder var Liibecks borgermesterjot-IAN LDNE- soao. Som mæglere mødte hertug Adolf i Slesvig og biskop Arn- old Westfal i Liibeelt. Forhandlingerne var hurtig til ende, og den 16. mai blev der sluttet en fredstraktat (,,vredebref") mellem kongen og stæderne, hvori disse blev tilsikret fred og rolig samfærdsel med Danmark. Den 17. mai stadfæstede han stædernes privilegier i Danmark med det vigtige tillæg, at alle fribreve, som han eller hans forgjæn- gere havde udstedt i strid med privilegierne skulde være ugyldige. Han vilde tilholde Oluf Axelssøn og de andre sjørøvere at indstille sine roverier og udlevere og erstatte det røvede gods, og ligesaa skulde stæderne erstattes sine tab i Danmark og Norge, Han stad- fæstede forliget i Bergen af 2. oktober 1453 mellem Olav Nilsson og kjøbmanden og frafaldt paany enhver tiltale til de fra Norge und- vegne tyskere for alle deres ulovlige gierninger. Hvis nogen i frem- tiden skulde oprippe eller paatale disse sager, var kongen tak- nemmelig for, at kjøbmanden vilde afverge dette med magt, hvortil ogsaa kongen vilde yde sin bistand. Ligesaa blev fogderne paabudt at bistaa kjøbmanden med inddrivelse af dennes gjæld hos nord- mændene efter Magnus Erikssons privilegium af 7. juni 1350. Da enkelte af disse bestemmelser (og da visselig den sidste) gik vi- dere end aftalen iBergen 1453, skulde de kun have midlertidig gyl- dighed, indtil kongen kunde mødes med sit norske rigsraad. De norske hanseprivilegier, som ikke kunde stadfæstes i Flensborg, skulde ogsaa da behandles. Men allerede den 23, april havde kon- gen i Kjøbenhavn stadfæstet Bremens privilegier baade i Danmark og i Norge, og paa Flensborgmødet fik Rostock sine vidtgaaende pri- vilegier i Oslo og Tønsberg endelig stadfæstet (17, mai 1455); alle disse breve udstedes efter kongens initiativ (dominus rex per se) og i overvær af danske rigsraader. Hansestæderne havde saa- ledes opnaadd store fordele uden noget offer. De benegtede ialfald siden, at de havde givet noget tilsagn om, at kongen i nødsfald kunde anvende deres skibe i krigsøiemed, eller forpligtet sig til at afbryde samfærdselen med hans fiender, Sverige og Preussen. Paa Flensborgmødet var det vedtaget, at kongen straks eher pinse (25. mai) skulde mødes med sit norske rigsraad i Marstrand og der ,,ord for ord“ gjentage for Norges vedkommende den danske ' privilegiestadfæstelse af 17. mai. ' Stilstanden med Sverige var nu udløben og den 20. juni stod norske og danske hærførere foran Liiddse, som i brandskat maatte