KRISTIERNS HANSEPOLITIK 1 1450-AARENE 115
,saa langt frem mod sit maal, at blive den danske geistligheds herre,
som man havde kunnet vente efter de gode forbindelser, han havde
havt, Dog var hans magt blevet styrket saa meget, at geistligheden
vel havde grund til at føle sig ængstelig og forsøge, om den ikke
ved tronskiftet kunde sætte bom for de danske kongers forbindelse
med pavesto1en" (Lindbæk).
X. KRISTIERNS 1-IANSEPOLITIK I 1450-AARENE. - OLAV NILSSONS DRAB OG DETS FØLGER kampene om Sveriges krone havde baade Karl og Kristiern bmg for I hansestædernes støtte eller ialfald for deres neutralitet. Stæderne var paa sin side interesseret i, at disse stridigheder snarest mulig kunde ophøre, saa deres fredelige handel og samfærdsel intet af- bræk led. De synes derfor at have været vel tilfreds med Karis erobring af Visby i slutningen af 1448, da denne forhaabentlig vilde gjøre en ende paa Erik af Pommerns siørøverier, Men da Kristiem del følgende aar blev herre over Gotland, blev stæderne tilbøielig til at holde sig tilvens med ham, Hertil blev de ogsaa tilskyndet af den omstændighed, at Kristiern var allieret med de tyske fyrster, som ved denne tid over hele Tyskland havde rottet sig sammen mod stæderne. Krigen om Gotland i 1449 endte, som allerede nævnt (se s. 67), med aftalen om Halmstadmødet 1450, hvortil baade svenskerne, danskerne og hertug Adolf af Slesvig anmodede de vendiske stæder om at møde. Paa Halmstadmødets forhandlinger og beslutninger fik dog stæderne ingen indflydelse; men da beslutningerne var fattet, fik de af tre danske raadsherrer besked om deres indhold, og de be- nyttede da anledningen til at fremholde sine fortjenester af Kristierns venner i Norge: I Bergen havde kj bmændene kommet Olav Nilsson tilhjælp, da bønderne vilde slaa ham ihjel, og i Oslo og Tønsberg havde de ogsaa med fare for eget liv kommet kongens fogder til undsætning, De bad nu, at Kristiern maatte blive ,,under- vist“ herom, forat de af ham kunde nyde den belønning at be- holde sine gamle privilegier og friheder. Efter raadslagning svarede de danske raadsherrer, at Kristiern ,,endnu ikke var mægtig i Norge“. Men ,,naar han der havde modtaget sin krone og var blevet mægtig
