106 STRID OM ERKESTOLEN I NIDAROS
beskyldninger for landsforræderi oprøre ham, Det er intet under,
at han opfordrer kongen til at atbryde enhver forbindelse med denne
,,løgnens søn“.
Men det skulde gaa anderledes. Efter lange og pinlige for»
handlinger med kongen gik Kaltisen tilslut med paa at nedlægge sit
embede i pavens hænder, ikke i kongens, som Kristiern forlangte.
Begge parter skulde skrive til Rom og efter aftale vise hverandre
sine koncepter. Kaltisen holdt ord, men kongen og hans kreaturer
inden det norske rigsraad ikke. Kun disses brevudkast er bevaret
og dateret 15. oktober 1453. Raadets sammensætning ved denne
leilighet viser dog, at Mareellus’s skandaløse intriger mod Kaltisen
ikke har vundet bifald hos størsteparten af raadets norske medlemmer.
De: er udlændingerne, som har været med paa dette modbydelige
aktstykke, som endog giver sig mine af at tale det norske folks sag
og hævde nationale synsmaader, og hvis sande væsen derfor er blevet
misforstaaet af ældre historikere. Dets udstedere er den tvilsomme
biskop Mattæus i Hole og den udvalgte biskop Sigurd i Stavanger,
tidligere erkeprest i Oslo, samt holsteneren Hartvig Krummedike,
som under dette kongebesøg er forfremmet til Norges hovmester
(magister curiæ), og den svenske landsforræder Magnus Gren, som
nu var blevet fehirde i Bergen efter Olav Nilsson, som af hensyn
til hanseaterne var afsat. Disse to udlændinger synes ogsaa at være
udnævnt til kongens ,statholdere“, og derfor præsenterer disse 4
mænd sig som ,kongelig majestæts statholdere, biskoper, prælater,
' baroner, adelsmænd, riddere og hærmænd og Norges riges raad og
parlament af begge staender“. De melder, at der var stor harme i
_ Norge over, at de havde faaet Kaltisen til erkebiskop, og at riget og
kirken derved var kommet i stor fare. Kongen havde taget mod
Kaltisen i det danske rigsraad og sendt ham til Norge uden at nogen
norsk mand var spurgt, og denne nyhed havde ophidset folket mod
kongen, som den der havde brudt sin ed paa, at han ikke uden og
mod rigsraadets vilie skulde inddrage udlændinger eller med hensyn
til dem handle anderledes end efter gammel sedvane, Der var blevet
saadant oprør mod broder Henrik, at kongens embedsmænd neppe
havde faaet berge erkebiskopen ud at deres hænder, Hele folket
havde svoret, at de heller vilde taale død og ulykker og frafald fra
den rette tro (:1: til den græske kirke!) end have broder Henrik til
erkebiskop eller nogen anden, som ikke var valgt og kaldet af kirken
og riget. De siger, at de ikke er gaaet over fra hedenskab til kristen-
dom for at komme under trældomsaag. Og del var uret baade mod
Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/113
Denne siden er ikke korrekturlest