Side:Norges historie fremstillet for det norske folk III-2.djvu/112

STRID OM ERKESTOLEN l NIDAROS l05 Thi han har aldrig været spoliatus, da han ikke ved postulation erhverver nogen ret til embedet, hvilket er paavist i svaret til paven. ,,Men ieg har ret dertil, fordi ieg efter pavens forfremmelse med Eders l-lerligheds tilladelse og med begge rigers raads og mit kapitels samtykke uden vold eller voldelig adfærd har opnaadd embedets besiddelse, Tag derfor intet hensyn til Marcellus's svig, og vis ham tilbage, fordi han selv tilstaar, at han ikke har pavelig stadfæstelse og heller ikke brev paa mit embede i Nidaros, men svigagtig søger om at restitueres i dette, som jeg aldrig har berøvet ham_“ Denne kirkeretslige debat i Bergen den 12. september 1453 er et udsnil af samtidens levende liv. Det kaster skarpt lys baade paa de to debattanter og over de kirkepolitiske standpunkter, som de repræsenterer. Marcellus, som paa Baselkonciliets tid var ,,kurialist“ (pavetilhænger), er nu - for at gjøre sine hoser grønne hos Kri- stiern - blevet ,,lconciliarist“ og anser Baselkonciliets dekreter bin- dende for paven, som heller ikke egenmægtig kan krænke den norske krones og den norske kirkes af tidligere paver givne privi- legier. Disse privilegier hviler for det første paa de tyske fyrste- konkordater af 5. og 7. februar 1447 og paa Wienkonkordatet af 17. februar l448 mellem paven og den tyske keiser Fredrik lll. Men det er et vidnesbyrd om Marcellus’s overfladiske kjendskab til konkordatet, at han paaberaaber sig dette til fordel for sig og mod Kaltisens udnævnelse; thi efter konkordatet havde paven ret til at besætte et embede, som blev ledig ved hans egen kassation af et valg eller en postulation; og det var netop tilfælde med Marcellus. Dernæst paaberaabes privilegier af Clemens V, konciliet i Vienne og Urban Vl, som ikke ellers er kiendt og muligens fabrikeret af MarcelIus_ l l456 sendte Kristiern kopier af de to pavebuller til Rom for at faa dem stadfæstet, men uden resultat. Urbans bulle er heller ikke kjendt af Kaltisen og følgelig heller ikke fremlagt paa mødet. Kaltisen er en tilhænger af det pavelige enevælde, og hans de- duktioner er i fuld samklang med kuriens opfatning og praksis, De gjør et ganske anderledes tilforladelig indtryk end hans modstanders, og tiltrods for hans fastholden af pavens suveræniteti alle kirkelige spørsmaal respekterer han baade kapitlets og kronens rettigheder. Den hele forhandling om lovligheden af hans udnævnelse har utvil- somt været ham uhyre pinlig, men særlig maatte lVlarcellus’s frække