STRlD MELLEM NORDMÆND OG DANSI(ER I IRLAND 83 Danerne førtes af Orm, nordmændene af de to halvkonger Stein og Jernknæ. Kampen varede i tre dage.“ I førstningen saa det ilde ud for danskerne; men tilslut seirede de, siger krøniken, ved at paakalde den hellige Patrik. Af nordmændene laa 5000 mand af god æt faldne, foruden en mængde soldater og folk af enhver stand. Danernes herredømme varede dog ikke længe. Alt i 853 kom Olav, søn af kongen af Lochlann, til lrland „med en stor kongelig flaade“; „de fremmede i Erin gav sig under ham, og irerne gav ham skat“. Amlaib (.’ommg (Olav“ konge), som irerne kaldte ham, kom fra Norge og var af kongelig æt, efter al sandsynlighed af Ynglingeætten. Ogsaa sagaerne kjender Olav Konung. De kalder ham Olav l-lvite og gjør ham til Ketil Flatnevs maag. Olav maa være kommet med stor magt. Danerne blev trængt tilbage. „Af frygt for at overvældes af nordmændenes rænker“ sluttede de sig til kong Cearbhall af Ossory (sagaemes Kjarval lrakonge). Tilslut forlod de fleste af dem lrland; bare nogen faa blev igjen i tjeneste hos irske konger; de andre seilede over til Britannien, hvor deres fører Orm ikke længe efter fandt døden (856). Dublin blev nu midt- punktet i et norsk vælde, som skulde staa,§indtil englændernei ll7O vandt Dublin. Olav l-lvite havde to brødre, Ivar og Auisle (Audgisl?), som siden kom over fra Norge. De var alle tre store krigere og udbredte sin magt baade over lrland og endnu videre. Men tiderne var ikke længer, som da Turgeis levede. Vikingerne havde alt smagt sødmen af Vesterlandenes civilisation og skjønte, at de ikke kunde faa gjort hele Erin til et hjem for asadyrkere. Selve deres konge Olav tog sig en irsk hustru og kjæmpede ofte i forbund med irske konger Undertiden mandede irerne sig op og stevnede møder af alle høvdinger paa øen „for at oprette fred og enighed mellem Erins mænd“ (859). Men freden varede aldrig længe. I dette forvirrede -billede af kamp og overfald, fredsslutninger og fredsbrud Samler lys og skygge sig om kampene med de saakaldte „nordbo-irer“ eller Gall-Gaedhil. lrernes fædrelandskjærlighed var, tiltrods for deres glødende had til undertrykkerne, svag og vaklende. Ved siden af høi aandelig kultur møder vi i deres samfund stor raahed og forvildelse og megen undertrykkelse. Vikingetogene bragte misnøien til at slaa ud i lys lue. Irland, som har havt flere hellige mænd end noget andet land i Vest-Europa, er det eneste land, hvor indbyggerne i mængde har svigtet sin kristne tro og antaget nord- boernes tro og seder. l 847 herjede „dødens sønner“ i bygderne
